Roderi med dramatisk slutning

Kamp med to hold uden ligaklasse blev tilsat en smule krydderi i form af et overreageret rødt kort

Fox Team Nord Horsens HK 23-26 Håndbold, Ligaen Kvinder FREDERIKSHAVN: En svag håndboldkamp af to hold, der i lange perioder ikke viste klasse til ligaen, men til gengæld fik de 575 tilskuere et nervepirrende drama med rødt kort til hjemmeholdets cheftræner Heine Eriksen 1.11 minut før tid. Med Anja Kristensen som eneste reelle skudtrussel formåede Fox Team Nord alligevel at hænge nogenlunde på igennem anden halvleg, og da en håndskadet Heidi Johansen tre minutter før tid fik reduceret til 23-24, blev der for alvor skabt spænding ind i det rodede opgør. Men Horsens HK havde en sand vindertype i svenske Åsa Eriksson, der fik sig slidt igennem nordjydernes forsvar til en afgørende scoring på 23-25. - Vi burde have hentet to point mod et overkommeligt mandskab fra Horsens, og nu står vi helt sikkert med ryggen mod muren, erkendte Heine Eriksen efter nederlaget. - Næste kamp ude mod SK Århus bliver afgørende for vores overlevelse i ligaen, for mindst fire sejre i de sidste seks runder skal der nok til for at undgå nedrykning. Fox handicappet - Mod Horsens måtte vi undvære Gitte Aaen på venstre fløj, og da Ingrid Hrckova måtte udgå med en knæskade efter fire minutters spil, blev vi endnu mere handicappet. Desuden rejste Mette Nielsen sig efter en uge sengeliggende med influenza, så uheldene har også i den grad ramt os, siger Fox-træneren, der trods sit røde kort i lørdagens hjemmekamp ikke regner med at få karantæne i bundgyseren på lørdag i Århus. - Det er i orden, at jeg får en to minutters udvisning, men at jeg både skal have rødt kort og måske en karantæne for at nævne ordet "pinligt" i de sidste sekunder af kampen, vil da være at skyde gråspurve med kanoner. - Når man ellers ser i ligakampe, hvad spillere og trænere får lov til, uden at der deles røde kort ud, kan jeg kun konstatere, at et frustreret dommerpar i en lidt hektisk slutfase totalt tabte tingene på gulvet, siger Heine Eriksen. Frustrerede hold Frustrationerne prægede også i lange perioder de to hold på banen. Horsens HK kom til Frederikshavn med fire nederlag i bagagen og trængte til point, og for Fox var det igen en kamp med ryggen mod muren, der skulle vindes. I kampens start brillerede Fox' svenske fløj Teresa Utkovic, men hun faldt ud af kampen i anden halvleg, hvor kun Anja Kristensen fortsat formåede at holde dampen oppe. At hjemmeholdet overhovedet var i stand til at være i nærheden af point skyldtes også, at keeper Hanne Frandsen midtvejs i anden halvleg endelig snuppede et par bolde og et straffekast, hvilket en sygdomsramt Olga Hoffmann ikke havde været i stand til tidligere i kampen. Det var trist for nordjyderne, at anfører Mette Nielsen tydeligvis led under influenza i kroppen efter en uges sengeleje, og Line Kiærskou fik hverken som venstre fløj eller playmaker noget som helst fornuftigt ud af det. I nødens stund var den spillende 2. divisionstræner fra FfI, Pia Harstad, hentet op som venstre fløj for en syg Gitte Aaen, men førstnævnte var langt fra tidligere tiders standard. Derfor kunne reelt to markante spillere fra Horsens, Mette Sjøberg og Åsa Eriksson, køre en smal sejr hjem til gæsterne, og i Fox Team Nord må man krydse fingre for, at både træner Heine Eriksen og en bredere trup er med, når det gælder en vind-eller-forsvind kamp på lørdag mod SK Århus. Kampfakta: Pausestilling: 12-13 Stillinger undervejs: 0-1, 4-1, 5-2, 7-8, 12-12, 13-16, 16-20, 20-22, 23-24 Mål for Fox Team Nord: Anja Kristensen 12 (1), Teresa Utkovic 4, Heidi Johansen 3, Mette Nielsen 2 (1), Helle Dam Nielsen 1, Lilian Thørholm 1. Mål for Horsens: Mette Sjøberg 8 (1), Åsa Eriksson 7 (1), Jane Wangsøe 4, Kirsten Sønderskov 2, Mia Faolk 2, Tine Ladefoged 1, Mette Jensen 1, Christina Kristensen 1. Udvisninger: Fox Team Nord: Rødt kort (Heine Eriksen) og 3x2 min. , Horsens HK: 2x2 min. Tilskuere: 575 i Frederikshavn Idrætshal