Rodet og rablende

"Tre gange dagligt mod depression"

Farshad Kholghi har udgivet noget, der - måske - er let omskrevne dagbogsblade.

Farshad Kholghi har udgivet noget, der - måske - er let omskrevne dagbogsblade.

"Meningen med livet er at nyde skønheden. Meningen med livet er god champagne, fantastisk musik - selv om det ikke er Frank Sinatra lige nu - og en smuk og fri kvinde, der elsker og tør at være sexet". Og: "Sex, humor, religion og politik burde gå hånd i hånd. Jeg tror, at fundamentalisterne ville være meget mere rolige og fredelige, hvis de i stedet for fem gange bønner om dagen havde fået påbud om at dyrke sex fem gange om dagen og grine tyve gange om dagen - og helst af sig selv". Sådan er stilen hos Farshad Kholghi, foredragsholder, klummeskribent, skuespiller m.m.. Midt i en længere, let rablende fortælling om endnu en dag i en (ind imellem lidt for) travl foredragsholders hektiske liv får hans skriverier pludselig et vist filosofisk tilsnit. Ellers former langt det meste af "Tre gange dagligt mod depression" sig som en slags let omskrevne dagbogsblade. Om at slå op med en kæreste gennem tre år - for hun er parat til at få børn, og det er han i den grad ikke - og om derefter at indlede det ene kortvarige, noget desperate forhold efter det andet. Med alle mulige kvinder fra receptionisten på det næste hotel - til en stærkt Enhedsliste-sympatiserende journalist, der ender med at forføre hovedpersonen i Pjerrots hus i Tivoli Friheden i Aarhus. På intet tidspunkt bliver man klar over, hvor selvbiografisk - og ærlig - Kholghi egentlig er, selv om beskrivelser af især angstanfald og frygten for at få børn virker til at gå ret tæt på. Bogen har en del pudsige detaljer, men man undrer sig mere, end man ler. Kholghi kan helt sikkert noget med sproget. Noget med at få en situation til at eksplodere i alle retninger, stærkest i febersynet i "Fortrydelsespillen" om de umulige børn, han vil få, hvis han ikke sørger for at undgå det. Hvad man helt konkret skal med den lidt rodede bog står hen i det uvisse, også fordi den falder ned mellem nærmest alle stole ved hverken at være klummer, erindringer, dagbogsblade eller roman - for det sidste havde krævet en fremadskridende handling, og hovedpersonen har meget med at blive stående på samme sted, fra først til sidst plaget af angst, men til gengæld yderst begejstret for kvinder og champagne (og det er champagne, man efter hovedpersonen bør indtage tre gange dagligt mod depression). Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Farshad Kholghi: "Tre gange dagligt mod depression". 240 sider, 199 kr. Forlaget Radius