Rodløshed blev til jazzsucces

Jazzsangeren Caroline Henderson fylder i dag 50 år. Foto: Scanpix

Jazzsangeren Caroline Henderson fylder i dag 50 år. Foto: Scanpix

¤Caroline Henderson, Danmarks ukronede jazzdronning, fylder i dag 50 år. Man må sige, at det går godt for Caroline Henderson. Landets kulturkritikere står nærmest i kø for at rose hendes optræden i teaterkoncerten "Jazz, Love & Henderson", der handler om jazzsangerindens eget liv. Et liv, der ikke altid gav hende stabilitet og omsorg. Hendes barndom bød på forældrenes skilsmisse, flytninger fra Sverige til New York, Philadelphia, Paris og til sidst Sverige igen. Nomadelivet resulterede i utryghed, ensomhed og ni skoleskift for den unge Henderson. Som 20-årig fik hun lyst til at skabe sit eget liv. Egentlig var Caroline Henderson på vej til USA for at udleve "The American Dream", men valgte at slå et kort smut forbi Danmark for at spille statist i en forestilling på Gladsaxe Teater. Men hun blev. Mødte en mand og fik to sønner. Ægteskabet endte dog i skilsmisse, og lysten til at rykke det hele op med rødderne trak i hende. Langsomt gik det op for Caroline Henderson, at hun ikke ville byde sønnerne det samme nomadeliv, som hendes forældre havde givet hende. Hun ville blive i lille Danmark for at skabe ro og stabilitet om sønnernes og hendes eget liv. "Dét er det bedste, der nogensinde kunne have hændt mig: At få mit eget lille land. At få min egen lille verden. Lære mit eget sprog. Dét sekund, jeg besluttede mig for at blive, kom der mere ro over feltet," har Caroline Henderson tidligere fortalt til Dagbladenes Bureau. Efter skilsmissen fra sønnernes far begyndte Caroline Henderson i 1989 at få succes med popbandet "Ray Dee Ohh". Efter bandets opløsning i 1991 spillede hun i 1994 og 1995 med i teatersuccesen "Gasolin". Senere i 1995 vendte hun dog tilbage til musikken og udgav sin første soloplade, "Cinemataztic", der fik stor ros og indbragte hende syv grammypriser. Efter tre album præget af pop og disco tog musikgenren en drejning i 2003. Hun begyndte at hellige sig jazz på albummet "Don't explain" og har siden udgivet fire jazzplader. Sideløbende med musikkarrieren har hun medvirket i flere teaterforestillinger og film. Blandt andre den spanske film "Tuya siempre", der vandt tre priser til Malaga Film Festival. Men det er altså for teaterkoncerten "Jazz, Love & Henderson" på Østre Gasværk Teater, der havde sidste forestillingsaften 25. februar, at Caroline Henderson nu høster stor ros. /ritzau/