Rododendronparken havde farverigt besøg

Selvom rododendronplanter ikke blomstrer længere, så var der i går masser af farverige blomster i parken

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mange af gæster benyttede også plantemarkedet til at få gode råd af udstillerne. Foto Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Hedelund Rododendronpark var i går lidt mere farverig, end den plejer at være ved denne årstid. Det er nemlig den helt rette tid for Georginer, som blomstrer lige nu. Og georginerne var da også dem, man først fik øje på, da der i går var plantemarked i Rododendronparken. Dansk Dahlia Selskab havde stillet en flot stand an med et lille udpluk af de flotte blomster. - Vi vil gerne vise blomsterne frem, så folk kan se hvor mange forskellige slags der findes. Og så selvfølgelig gøre lidt reklame for os selv, siger Lisbeth Hovaldt der har haven fyldt med georginer og er medlem af Dansk Dahlia Selskab. Og der var mange, der lige skulle forbi de farverige blomster. Især hos de unge er georginerne populære i øjeblikket. - De er blevet meget moderne blandt de unge, og vi har da også haft en del yngre mennesker, som har været omkring os, siger Lisbeth Hovaldt. Men selvom Lisbeth Hovaldt hyggede sig på plantemarkedet, så er der gået et hårdt arbejdet forud. - Vi har brugt meget tid på at plukke blomsterne og lave dekorationerne, siger Lisbeth Hovaldt. Og gæsterne hyggede sig mindst lige så meget. Mange kombinerede besøget på plantemarkedet med et gåtur i parken. - Jeg har mine børn med, så jeg tror vi bruger et par timer her. Vi skal også en tur i parken bagefter, siger Dorthe Andersen fra Hellum der også havde været omkring georginerne for at få en buket med hjem. - Jeg er et havemenneske, og jeg er meget glad for blomster. Så jeg synes det er dejligt at gå her og samle lidt inspiration, siger hun. Og så var der vejret. Vejrudsigten havde nemlig lovet voldsomme tordenbyger, og formand for rådgivningsgruppen, Gunner Vestergaard, fik da også løbende meldinger om, at regnen fossede ned sydpå. Men over Rododendronparken skinnede solen det meste af dagen. - Det har været en god dag. Besøgstallet er større end sidste år, og så har vi jo ikke fået en eneste dråbe regn, lød den foreløbige status fra Gunnar Vestergaard i går eftermiddag.