Rododendronparken i mange varianter

BRØNDERSLEV:- Mal rododendronparken. Sådan lyder opfordringen til kunstnere og kunstnerspirer i Nordjylland. Det er indehaver af Galleri K i Brønderslev, Keld Jensen, der har udskrevet en konkurrence om at lave et maleri, forestillende rododendronparken. Maleriet skal være indrammet i 50 gange 60 format og acryl eller olie. Maleriet skal være afleveret hos Galleri K senest mandag 9. juni. I forbindelse med Open By Night arrangementet torsdag 12. juni, vil en komité bedømme og kåre en vinder. Vinderen vil få overrakt en præmie på 2500 kr. i eller foran Galleri K, og senere samme aften holdes en auktion på de indkomne malerier. - Der er sikkert mange, der gerne vil købe et maleri af en kunstner eller én, der er på vej frem, siger Keld Jensen. De billeder, der indleveres, vil alle blive udstillet to uger på Galleri K i to uger. - Det beløb, der kommer ind pr. billede, deles ligeligt mellem kunstner og Den Runde Pavillons Venner, der arbejder på at renovere pavillonen. - Der bliver en dommerkomité, bestående af to kunstnere og tre andre personer, fortæller Keld Jensen. Han håber på mange bidrag. - Men om der kommer fem eller 40, tør jeg ikke skyde på, siger Keld Jensen, der håber på, at der kommer rigtig mange forslag. Der er ikke stillet krav motivet fra rododendronparken. - Motivet kan vælges, hvorfra man har lyst i parken, fortæller Keld Jensen. Og motiverne i parken er mange - blomster, broer, søer med mere.