Rød blok klar med aftale om id-kort på byggepladser

Enhedslisten, SF og regeringen er klar til at indgå aftale om id-kort på byggepladser, erfarer Ritzau.

Fagforeningerne og myndigheder får nu et nyt redskab i kampen mod social dumping og ulovlig arbejdskraft i byggebranchen.

Ifølge Ritzaus oplysninger mødes Enhedslisten, SF og regeringen senere onsdag til afsluttende forhandlinger om at indføre obligatoriske id-kort - såkaldte sikkerhedskort på landets byggepladser.

- Jeg forventer helt klart, at vi indgår en aftale. Det er en vigtigt redskab i kampen mod social dumping, ulovlig arbejdskraft og fuskerfirmaer, siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, til Ritzau.

- Det er samtidig vigtigt for at kunne forbedre arbejdsmiljøet for de mange bygningsarbejdere, siger han.

Spørgsmålet om id-kort i byggeriet har været på bordet før i forhandlinger mellem regeringen og Enhedslisten. Enhedslisten har tidligere foreslået, at kortet skal indeholde oplysninger om blandt andet personens navn, alder, arbejdsgiver, registrering hos Skat, forsikring samt uddannelse.

På den måde kan eksempelvis Arbejdstilsynet hurtigt tjekke den pågældendes kompetencer og baggrund.

Under de kuldsejlede finanslovforhandlinger sidste år var parterne nået til enighed om at indføre id-kortet, men det faldt bort, da regeringen i stedet indgik en finanslovaftale med partier fra blå blok.

Siden har Enhedslisten forsøgt at få en selvstændig forhandling med regeringen om kortet, og også i forhandlingerne om udbetaling af børnecheck til borgere fra andre EU-lande var det oppe at vende.

For at lægge yderligere pres på regeringen har Enhedslisten fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, som skal til afstemning senere onsdag.

Hvis aftalen bliver indgået som forventet, betyder det, at beslutningsforslaget trækkes tilbage.

- Vi får her det redskab, som vi har efterspurgt, så vi trækker naturligvis vores forslag tilbage, når aftalen bliver indgået, siger Finn Sørensen.

Aftalen vil ifølge Ritzaus oplysninger træde i kraft fra næste år og omfatte de cirka 150.000 ansatte inden for byggeriet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.