Rød blok spørger med 100 kroner til Venstres politik

Både S og SF vil have Lars Løkke til at svare på spørgsmål om nulvækst ved brug af en pengeseddel.

Mens Venstres partiformand, Lars Løkke Rasmussen, er på talerstolen for anden gang ved Folketingets afslutningsdebat, vælger politisk ordfører Maja Panduro (S) at tage alternativer metoder i brug.

Tirsdagen igennem har regering som opposition kritiseret hinanden for at stille mange spørgsmål, men uden at svare på flere af dem. Det får ordføreren fra regeringspartiet til at hive en pengeseddel frem og henvende sig til Lars Løkke Rasmussen:

- Jeg skal prøve at gøre det klart og simpelt for hr. Lars Løkke Rasmussen, så vi måske kan få et svar, siger Maja Panduro og fortsætter:

- Jeg står her med 100 kroner. Lad os prøve at bruge det som et billede på de penge, som Venstre siger, at de vil frigøre ved at indføre nulvækst. De her 100 kroner siger vi så, at hr. Lars Løkke Rasmussen har til rådighed til at lette skatter, afgifter og byrder.

- Jeg vil høre, hvor stor en del af den her 100 kroner seddel, som hr. Lars Løkke Rasmussen vil bruge til at lette skatten i bunden af indkomstskalaen, siger den politiske ordfører.

Til spørgsmålet svarer Venstres partiformand, at det vil man kunne se, når partiet fremlægger dets forslag.

En utilfreds Maja Panduro gentager spørgsmålet, mens partiformand for Socialistisk Folkeparti, Pia Olsen Dyhr, kort efter vælger at melde sig på banen.

- Jeg synes ikke, at hr. Lars Løkke Rasmussen svarede på spørgsmålet, siger Pia Olsen Dyhr og fortsætter:

- Det er tankevækkende, at når Venstre vil lave nulvækst i den offentlige sektor og frem til 2020 spare 22 milliarder kroner i forhold til regeringens oplæg, så vil Venstre stadig ikke svare, hvor mange af de penge, der skal bruges til lettelser i bundskatten, og hvor mange af dem, der skal bruges i topskatten, siger Pia Olsen Dyhr.

Venstres partiformand svarer herefter, at "det er en betragtelig del" for at fortsætte med at sige, "at det er en sjov diskussion":

- Det, der står tilbage, er, at Pia Olsen Dyhr bare gerne vil bruge dem, men vi ved ikke til hvad. Regeringen har ikke fremlagt en detaljeret plan for, hvordan det råderum, der er i dansk økonomi, skal fordeles, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er fordelingen mellem ældreområdet, sundhedsområdet og områderne inden for forskning og infrastruktur, som der ifølge Venstres partiformand mangler klarhed om fra regeringens side.

- Det er fordi, regeringen ønsker, at der skal være en konstruktiv uklarhed, hvor alle vælgere, når vi rammer valget, kan sidde tilbage med følelsen af, at den der 100 kroner seddel er til mig, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Vi har en anden prioritet og vil hellere bringe de penge i spil til at gøre det mere attraktivt at drive virksomhed og gå på arbejde.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.