EMNER

Rød lampe blinker

Inden for moderne luftfart opererer man med en høj grad af computerstyring.

Men hvis et fly er på vej i jorden eller på kollisionskurs med et andet fly, får piloterne en såkaldt Resolution Advisory. Piloterne har så omkring 20 sekunder til at koble autopiloten fra og bringe flyet ud af farezonen. Danmark er dette fly, og befolkningen er piloterne. Vi har alt for længe været tilfredse med kursen og lænet os tilbage og hygget os med autopiloten på. Det er nemt og bekvemt ikke at skulle blande sig eller forholde sig til noget, men forude venter virkeligheden, og virkeligheden er grum. Vi kan ganske enkelt ikke ignorere den situation, vi står i. Vi er nødt til at handle og komme virkeligheden i forkøbet, medmindre vi ønsker en virkelig hård landing. Helt konkret befinder Danmark sig i en situation, hvor vi pga. den globale konkurrence dagligt mister private arbejdspladser til udlandet. Samtidigt står vi overfor en enorm opgave fordi vores befolkningssammensætning gør, at vi fremover vil have langt flere ældre udenfor arbejdsmarkedet, og færre unge mennesker til at trække læsset. Politikkerne er klar over dette, men for de flestes vedkommende er deres egen karriere 1. prioritet. VKO flertallet har haft 10 år til at foretage de nødvendige reformer og slagte de hellige køer, men har i stedet ført en slags "light-socialdemokratisk" politik, hvor man hele tiden forsøger at please så mange vælgere som muligt. Heldigvis er dette flertal fortid, og et nyt borgerligt flertal kan kun komme på tale med støtte fra Liberal Alliance. Og det er der brug for! Liberal Alliance er den ægte vare. Vi forsøger ikke at pakke tingene ind, og peger hel konkret på en afskaffelse af efterlønnen, sænkning af skatten og selskabsskatten samt et opgør at formynderiet og de utallige latterlige love der er blevet trukket ned over danskerne og særligt de offentligt ansatte de seneste år. Knivloven, hundeloven forbuddet mod burkaer er blot er par eksempler. Vi må gøre os klart at vores samfund ikke kan fortsætte på nuværende vis uden enorme konsekvenser. Vi er således allerede i gang med at gældsætte os for at kunne betale vores velfærd. 85 mia lyder underskuddet på bare for næste år - det svarer til 160.000 kr hvert minut. Penge vi ikke har men overlader til de fremtidige generationer at betale - plus renter selvfølgelig. Det er uansvarligt og komplet usolidarisk at overlade en så enorm gæld til vores børn og børnebørn. Mange af dem er ikke født endnu og har ingen til at tale deres sag, og det gør det hele endnu mere uretfærdigt. Vi må tage os sammen og løse opgaven mens tid er. Alternativet er ikke anstændigt.