Rød slingrekurs

Regeringen har svært ved at finde sine egne ben i forhold til Tobin-skatten.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV) er bekymret for danske arbejdspladser, for skatten på finansielle transaktioner vil koste ca. 440.000 arbejdspladser i EU - heraf 5.000 arbejdspladser i Danmark. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) aner ikke, hvad der bekymrer hende mest: Europa-projektet eller danske arbejdspladser? Tidligere har hun ellers været begejstret for ideen, som også fremgår af regeringsgrundlaget. Regeringen vil gå forrest i arbejdet for en Tobin-skat, hvilket skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) understreger gang på gang. Slingrekursen vidner om en regering, der ikke kan finde sine egne ben eller blive enig med sig selv. På den ene side taler man om vækst og kick-start, på den anden side eksporterer man arbejdspladser i stor stil. Regeringen er godt i gang med at tømme Danmark for arbejdspladser med NOx-afgiften og stigende afgifter på fødevarer. Et ja til Tobin-skatten vil blot være endnu et skridt i den forkerte retning. Venstre er imod forslaget om at indføre en skat på finansielle transaktioner - og det bliver vi ved med at være! Sagen har også været drøftet i Europa-Parlamentet, og også her står Venstre fast. Indførelsen af Tobin-skatten vil begrænse handel og finansielle transaktioner og sende flere tusinde job ud af landet. Skatten vil virke som en ekstra told og skade væksten og velstanden. Det kan Danmark ikke være tjent med! I Venstre arbejder vi for at skabe arbejdspladser, og derfor kan vi kun opfordre regeringen til én gang for alle at sige klart nej til en europæisk finansskat. Tobin-skatten kan kun blive et dyrt bekendtskab for Danmark.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.