Rødbeder til lidt af hvert

Den farvestrålende rodfrugt egner sig også til fisk

Menuen i dag går på noget med rødbeder. Det var mit udgangspunkt. At der så endte med at komme lidt fisk på, er en ganske anden side af samme sag. Nej, det er nu mest rødbederne, der skal i højsædet. Så derfor en lille ode til rødbeder – ud over den opskrift, der er sammen med laksen. Jeg har dem i forskellige former og arter, herimellem nogle, der er røde med hvide ringe. De er bedst rå, for der er ikke meget ring tilbage, hvis de skal koges først. Gule 'beder' er der også, og de er meget smukke, ligegyldigt om de er rå eller nykogte. Kogte er de gode blandet med lidt reven peberrod, og så kommer du lige et skvæt lys balsamicoeddike over dem. Men de er nu allerbedst, lige når de er rå og skåret ud i bjælker. Det er en salat, der passer til mange ting. Jeg kan særlig godt lide den til dampet hvid fisk, fx en pighvar eller slethvar. Den sidste er uden pigge, ikke helt så stor og en del billigere end den berømte storebror. Torsk kan fint gå an, eller hvad med at prøve nogle af de andre torskefisk, der findes. Kulmule er god, og sikke en konsistens den har. Og så må man ikke glemme de hjemmesyltede rødbeder, der er meget, meget bedre end dem, der købes på glas, ligegyldigt hvilket fabrikat de er af. Jeg bager gerne brød med rødbeder, og det holder sig godt og ser godt ud. Er det ikke ønsketænkning for enhver: At holde sig godt og se godt ud. Ja, man skulle måske have været rødbedebrød. Men der skal være noget til det næste liv også. Så hvem ved, om det er, hvad der venter forude?! Her kommer et par opskrifter, som er gode, så bare kom i gang. Jeg garanterer for succesen, hvis I gør, som jeg skriver! Rødbedebrød – 1 stort eller 2 små 3 dl. kærnemælk 50 g gær 1 spsk. olie 2 spsk honning 1 tsk. salt 75 g rå revet rødbede 50 g hele hasselnøddekerner 200 g sigtemel ca. 450 g hvedemel Lun mælken (37 grader) Og udrør gæren heri. Tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen hvedemel. Dette tilsættes efterhånden. Det skal endelig ikke være for fast en dej! Sættes til hævning på køkkenbordet, til dejen har dobbelt størrelse(ca. 1 time). Formes til et rundt eller aflangt brød. Der kan også laves to mindre. Efterhæver ca. ? time – måske længere, og bages så ved 200 grader(varmluft) ca. ? time. Det skal lyde hult, når der bankes på bunden. Rødbedesalat (4 pers.) 500 g rødbeder, gerne af forskellige slags dressing: 2 spsk. olie 1 spsk. citron- eller limesaft salt og peber Rødbederne skæres i forskellige former, men tyndt, og dressingen hældes over Og tænk på, at om en måned har det været juleaften – også i år. Men inden den tid må I ikke lade jer stresse af alt det, andre synes, I skal gøre. For helt ærligt: Er det så ikke andre og de forventninger, I tror, de stiller til jer, der gør jer til fortravlede små myrer, der bare flyver af sted. Nej, brug den sætning, som en tante for mange år siden gav mig: "Man når altid det, man vil nå!" Det er nemlig sådan, det er! Og der er stadig en måned til den højtid, der KAN blive den hyggeligste, roligste, dejligste og mest familieprægede i mange år.