Byggeri

Rødder på væg

?Sidste år fjernede jeg en efeu, som groede op ad gavlen på mit hus. Planten sad utrolig godt fast, og den var ikke kræsen med underlaget. Mursten, eternit eller træ, den sad bare, som var den limet fast. Det lykkedes mig at få fjernet det meste, men tilbage sidder de tingester, som planten "suger" sig fast med. Og det sidder fast, rigtig fast. Jeg har prøvet med en stiv børste, både med og uden vand uden synderlig godt resultat. Hvad gør jeg? Der er jo grænser for, hvor skrabende redskaber jeg kan anvende på murstenene og eternitten. Jørgen Riishøj !Dit problem er velkendt. Du kan ikke gøre så meget andet, end det du har gjort. Det er rigtigt, at du ikke må gå for hårdhændet til værks, og eksperter i mursten hævder, at muren vil skalle, hvis du for eksempel højtrykspuler den. Erfaringerne viser, at de grimme ar helt forsvinder efter et par år. Lars Lund