Røde Aine og blå Neptune søsat

Både skibsbygger og skibsejer stolte af de to store trawlere, der forlader Skagen om en uge

SKAGEN:Karstensens Skibsværft afleverede i weekenden nybygning nummer 389 og nummer 390. De to store trawlere har forlængst bestået en prøvesejlads og om en uges tid forlader de Skagen med kurs mod fiskeribyen Killybegs i Irland. De to trawlere er ens - bortset fra farven. Den blå Neptune ejes af mor og søn, Eileen og Martin Oglesby. Det røde søsterskib Aine ejes af Joseph Doherty. Begge er 48,6 meter lange - altså store trawlere, men langt fra de største værftet har leveret. Ved dåben fik Neptune og Aine, deres ejere og besætninger de bedste ønsker med på vejen fra både værftsdirektør Knud Degn Karstensen og den svenske sømandspræst Lars Ryderstad. - Jeg synes, at både vi og ejerne kan være stolte af resultatet og af at vi er med i den voldsomme udvikling, som fiskeriet gennemgår, sagde Knud Degn Karstensen. - Kære Gud, vi beder om, at din velsignelse vil være med Aine og Neptune på deres færd på de store have, sagde Lars Ryderstad og stænkede skibssiderne med det hellige vand, medbragt fra Irland af rederne. Neptune og Aine skal fiske efter pelagiske fisk fra Killybegs - en meget lille fiskerihavn, hvor de store trawlere ofte ligger fire uden på hinanden. De irske fiskere går først og fremmest efter hestemakrel, makrel og sild samt nu og da blåhvilling. Lasten rummer 800 kubikmeter - svarende til hvad der kan være i tre parcelhuse. Søvand køles ned til minus en grad og fisken pumpes fra trawlene til tankene. Fangsten er således meget frisk, når skibene når havn. Norge giver de bedste priser for makrel, men irerne lander naturligvis også i hjemlige havne. God beskæftigelse Karstensens Skibsværft beskæftiger i øjeblikket 160 medarbejdere. Dertil kommer 50 hos underleverandører, der også arbejder på værftet. I Gdansk er der desuden 200 polakker beskæftiget med at lave skrogene til flere nybygninger. - Der er hele tiden 60-70 mand ombord på en af trawlerne for at lave udrustning, forklarer direktør Tage Rishøj. Han vurderer, at to ud af tre medarbejdere bor i Skagen Kommune. Det tager cirka halvandet år at bygge et skib. Et halvt år ved tegnebrættet, et halvt år til at bygge skroget og et halvt år til udrustning. Når Neptune og Aine forlader Skagen om en uges tid, flytter værftets medarbejdere ombord på to nye skrog for at fylde indmad i. Ordrebogen hos Karstensens Skibsværft er fuld frem til udgangen af 2004.