Løgstør

Røde faner, fadbamser og taler

Solskin tiltrækker unge, mens regn tiltrækker ældre mennesker

LØGSTØR:De røde faner blafrede lystigt i vinden, og løbske balloner fløj hen ad asfalten, mens børn, malede som tigre i ansigtet, hoppede løs i hoppeborgen. Selv om vejret ikke viste sig fra sin bedste side til det traditionelle 1. maj møde i Anlægget, var der alligevel mødt lige så mange op, som der plejer. - Vi er godt tilfredse med fremmødet. Der er omkring 150-200 mennesker, fortalte formand for LO i Løgstør, Ib Johansen. Arrangementet startede klokken 12, hvor LO og Socialdemokraterne i Løgstør skar den helstegte gris for og serverede pølser for børnene. Der var arrangeret hoppeborg og ansigtsmaling for børnene, som de kunne more sig med, mens forældrerne lyttede til talerne eller fik sig en snak over en fadøl. Der var ikke mødt ret mange unge mennesker op. De få, der var, var folkeskoleelever, der var nede og hilse på deres forældre. - Der skal sol og varme til, før de unge kommer. Til gengæld kommer der ikke så mange ældre mennesker, hvis det er for varmt, forklarede Ib Johansen. Til gengæld blev der langet en del fadøl over disken, og der var også mange, der havde benyttet sig af chancen for at få et stykke helstegt gris eller røde pølser. Til næste år, hvor 1. maj falder en lørdag, har LO planer om at servere oksefilet i stedet for helstegt gris.