Røde kinder og fuld fart på bobslæden

THISE: Blå himmel, strålende sol - og et par centimeter sne. Den kombination kalder på bobslæder og fartglade børn. Således også i Thise, hvor familien Christensen var taget en tur på kælkebakken. Børnene Ann Cecilie, Ida Marlene og Mads Victor havde sammen med deres far Poul Erik indtaget bakken ved byens børnehave. Her stod insitutionens to geder og kiggede nysgerrigt. Og for børnene blev det til rigtig mange hårde optur og kvikke nedture. - Allerede da det begyndte at sne i går, snakkede de om, at vi skulle ned at kælke. Men vi skulle i byen tidligt lørdag, så vi kom ikke afsted, fortæller Poul Erik, mens Mads Victor på bare halvandet år skridter kælkebanen af. Og heldigvis var der også sne, da familien stod op søndag morgen. Og tilmed solskin. Mor skulle på arbejde i hjemmeplejen, men resten af familien indledte dagen med at bringe juletræet hjem samt hente et par kranse til kirkegården. Og så var der dømt kælkektur. Fra den bette bakke ved børnehaven var der udsigt til de mere hardcore-nabobakker. Bakker som Poul Erik iøvrigt ofte kælkede på som barn. bi