Brønderslev

Røde Kors jagter flere frivillige

Dansk Røde Kors Brønderslev mangler frivillige til at hjælpe i integrationsafdelingen.

Integrationsafdelingen er med til at introducere nye flygtninge til byen. Sonja Kristensen der i mange år har stået i spidsen for dette arbejde fortæller: - Det er et meget spændende arbejde. Vi viser blandt andet de nytilkomne rundt og viser dem banegården med billetsystemet. Vi viser den biblioteket og deres mulighed for at bruge internettet. Og vi viser dem til forskellige indkøbsmuligheder og prisniveauer. Det er meget hyggeligt at gå rundt og vise byen frem. Sonja Kristensen tilføjer, at sproget ikke er så svært. - Der er tolk med og ellers er der ofte en af de nye flygtninge, der kan lidt engelsk. Vi slutter vi af i Røde Kors Genbrugsbutikken, hvor de får lidt tøj, så de kan klare det danske vejr. Nogle af flygtningene kommer direkte fra lejre i Afrika, så deres beklædning er ikke varmt nok til klimaet her i landet. Endelig spiser vi lidt frokost sammen og får snakket sammen om deres oplevelser og deres forventninger til et liv i Danmark, tilføjer Sonja Kristensen. Mange af flygtningene har voldsomme oplevelser med i bagagen og har et behov for at være sammen med ligestillede, men også et stort ønske om at være sammen med danskere. - Og det ville være dejlig, hvis vi kunne få et værested til at fungere for disse nye indbyggere. - Integration kommer ikke af sig selv, der skal være nogle af os "danske" der skal være med i denne proces for at hjælpe og forklare. Formand for Røde Kors Brønderslev, Knud Jørgensen oplyser, at kommunen i løbet af 2011 skal modtage omkring 60 nye flygtninge. Hvornår de kommer vides ikke, så det er nødvendigt med et korps af mennesker, der vil og kan træde til for at hjælpe, når behovet melder sig. - Nye frivillige kommer selvfølgelig ikke til at stå alene, de vil blive grundigt informeret om arbejdet. Interesserede kan melde sig til Knud Jørgensen tlf: 29 43 59 20.