Israel

Røde Kors kritiserer Israels mur på Vestbredden

GENEVE:Den Internationale Røde Kors Komité, ICRC, kritiserede onsdag Israels opførelse af en mur omkring palæstinenserne på Vestbredden og sagde, at muren i dens nuværende form er i strid med international humanitær lov. Det hedder det i en erklæring fra ICRC's hovedkvarter i Geneve. - Det er ICRC's opfattelse, at muren på Vestbredden i den udstrækning, at den afviger fra den "grønne linie" (grænsen mellem Israel og Vestbredden) og går ind i besatte palæstinensiske områder, er i strid med international humanitær lov, skriver Røde Kors. Organisationen opfordrer Israel til ikke at "planlægge, opføre eller vedligeholde muren i besatte palæstinensiske områder". ICRC skriver, at den israelske mur "går langt videre end, hvad der er tilladeligt for en besættelsesmagt". /ritzau/AFP