Røde Kors kritiserer nyt center for afviste asylansøgere

Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliances særlige asylaftale, som starter nyt udrejsecenter, får kritik.

28. februar 2013 03:13 - Opdateret 28. februar 2013 03:15

Røde Kors kritiserer nyt center for afviste asylansøgere

En del af de omkring 1600 afviste asylsøgere i Danmark, der nægter at rejse tilbage til deres hjemlande, skal fremover bo i et særligt udrejsecenter.

Men Dansk Røde Kors, der driver hovedparten af asylcentrene i Danmark, er ikke begejstret for planerne. Centret risikerer at samle for meget modløshed på ét sted, lyder kritikken ifølge Kristeligt Dagblad.

- Som udgangspunkt synes vi ikke, det er nogen god idé med et udrejsecenter, siger Anne la Cour Vågen, asylchef i Dansk Røde Kors, til avisen.

- Der er ikke noget, der tyder på, at særlige centre eller fratagelse af lommepenge motiverer afviste asylansøgere til at rejse hjem. Vores holdning er, at hvis vi skal have mennesker til at rejse hjem frivilligt, skal de have overskud.

- Derfor mener vi, at man skal bygge mennesker op, fordi det er mennesker med overskud, som rejser hjem, tilføjer hun.

På det nye udrejsecenter vil man ikke få samme dansk-undervisning og heller ikke de samme tilbud om kurser som andre asylsøgere. I stedet skal opholdet motivere til at rejse hjem.

Det sker som led i den særlige asylaftale, der er indgået mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance, og som er blevet førstebehandlet i Folketinget.

- Vi vil gerne sende et klart signal til de her mennesker om, at de ikke skal være i Danmark, men at de skal tage tilbage til deres hjemland, tilføjer hun, siger formanden for Folketingets Integrationsudvalg, Trine Bramsen (S).

Konservative og Venstre er umiddelbart positive over for planerne.

- Vi har ikke noget imod, at man sektionerer asylansøgere i de forskellige centre. Men det skal ikke koste ekstra. I forvejen bruger vi alt for mange penge på asylsystemet, siger det konservative medlem af folketingets integrationsudvalg, Tom Behnke.

Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg, fremhæver, at det er vigtigt at få de afviste asylsøgere hurtigere ud af landet.

- Men regeringen har sat sig i en suppedas og gjort forholdene for flygtninge bedre ved blandt andet at afskaffe starthjælpen, og det har betydet, at flere er kommet til landet, mener Inger Støjberg.

Den reelle etablering af udsendelsescentret vil gå i gang, når loven er vedtaget i løbet af foråret. Der bliver formentlig tale om et center, der skal rumme et par hundrede mennesker.

Sidste år kom 6100 asylsøgere til Danmark mod 3800 i 2011, og udgifterne til asylsystemet var i 2012 på 1,2 milliarder kroner, hvilket er den hidtidige rekord.

En af de poster, der tynger budgettet, er de godt 1600 afviste asylsøgere i centrene, som ikke vil sendes hjem.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...