Velgørenhed

Røde Kors på jagt efter indsamlere

DRONNINGLUND:Dansk Røde Kors' årlige indsamling finder sted om to uger, søndag 5. oktober, og i Dronninglund Kommune er lokalformand Asta Skaksen i disse dage på jagt efter frivillige indsamlere. - Vi vil gerne nå rundt til flest mulige husstande, og derfor har vi brug for indsamlere fra alle hjørner af kommunen, siger hun - og tilføjer: - Derfor vil vi gerne opfordre så mange som muligt til at bruge et par timer på en frivillig indsats. Hver eneste indsamler vil være med til at gøre en forskel. Asta Skaksen bemærker videre, at Røde Kors med blot 100 kroner kan brødføde en nødstedt i 10 dage eller sende fire nødhjælpstæpper til et katastrofeområde. Det er bestyrelsesmedlem Inge Bisgaard, der forestår koordineringen af indsamlingen i Dronninglund Kommune, og en del af de indsamlede penge er på forhånd øremærket til bestemte områder, hvor der er hårdt brug for hjælp. Det er blandt andet Uganda, Sierra Leone, Congo og Sri Lanka. - Men også herhjemme vil udsatte mennesker få gavn af landsindsamlingen. Det gælder vore ensomme, hjemløse, børn og syge, fortæller Asta Skaksen, der endvidere kan berette, at en del af de indsamlede kroner går til Røde Kors' katastrofeberedskab.