Aalborg

Røde Kors savner besøgsvenner

Der er basis for at udvide populær ordning, men det kræver at flere aktive melder sig

FJERRITSLEV:Der sidder ældre mennesker rundt omkring i Fjerritslev Kommune, som savner en besøgsven, og det vil Røde Kors i Fjerritslev gerne gøre noget ved. - Vi genoptog besøgstjenesten i 2003 efter mange års pause, og det tegner utrolig godt, fortalte formanden for Røde Kors i Fjerritslev, Hanna Kamper, på årets generalforsamling. - Foreløbig er der indgået otte besøgsforhold, og to ældre står på venteliste, oplyste hun. Ikke konkurrenter Om den genoprettede besøgstjeneste siger Hanna Kamper, at den på ingen måde skal ses som en konkurrent til Ældresagens velfungerende besøgstjeneste. - Vi supplerer hinanden. Det er som at have to forretninger at vælge mellem, og der er basis for dem begge. Besøgstjenesten i Røde Kors ledes af Anne Margrethe Bech. Hun har blandt andet haft besøgsvenner og brugere samlet til et hyggeligt fællesarrangement på Aktivitetscenteret, og hun har arrangeret kursus for besøgsvennerne i Aalborg. Det er også hende, man skal henvende sig til, hvis man vil være besøgsven. Hanna Kamper omtalte på mødet også tilsynet med de fem redningsposter på stranden fra Thorupstrand til Svinkløv. Det står Jens Nordentoft for, og han oplyser, at der for første gang i ni år ikke har været hærværk på redningsposterne. Jens Nordentoft passer også foreningens tøjcontainer ved Storkøb. - Den bliver brugt flittigt, fortalte formanden. Desuden har lokalafdelingen fået sin egen hjemmeside, udarbejdet af Kaj Fjendbo som hans sidste gerning, før han trådte ud af bestyrelsen ved dette valg som følge af fraflytning. Ny i bestyrelsen er Ruth Holm Nielsen, og desuden er den udvidet med Anne Margrethe Bech i kraft af hendes job som besøgsleder. Hanna Kamper fortsætter som formand efter at være genvalgt. Desuden blev Birthe Kvistgaard genvalgt.