Røde lygter på hotellet

Musik 23. april 2003 08:00

SKOVSGÅRD: De røde lygter måtte i døren på Skovsgård Hotel, da Skråen og Brovst Musikforsyning påskesøndags aften præsenterede hårdtslående Texas-blues med Omar & The Howlers fra USA. En del forventningsfulde koncertgæster måtte gå igen med uforrettet sag, alt imens en sprængfyldt sal på Skovsgård Hotel kogte af blueshungrende Omar-fans. Der var helt klart store forventninger blandt publikum, og Omar & The Howlers levede helt op til forventningerne. Der blev hujet, klappet og danset til den store mands rå whiskystemme og heftige guitarspil - rigtig vaskeægte Texas-blues, der stilmæssigt ligger i grænselandet mellem ZZ Tops og John Fogertys. Det blev en vellykket koncert, og der var ingen tvivl om at det store publikum havde en god og minderig aften, fortæller Karsten Højen fra Brovst Musikforsyning. - I hope you want to see me again (- Jeg håber, vi må komme igen en anden gang), sluttede Omar fra scenen. Det var hans underfundige måde at udtrykke, at aftenen også havde været en god oplevelse for musikerne på scenen. Næste koncert på Skovsgård Hotel, er fredag 9. maj, hvor der er keltisk folk/rock på programmet. En dobbelt skotsk/irsk koncert med internationale Neil Brophy Band og danske Urban Rogues. Musikarrangementerne støttes blandt andet af Nordjyllands Amt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...