Røde lygter til koncerter

Udsigt til en kanongod 2006-udgave af jazzfestivalen

Cæcilie Nordby trækker mange mennesker til Tversted. Der er udsolgt til jazzdivaens koncert på Klitgården torsdag 19. oktober.arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Cæcilie Nordby trækker mange mennesker til Tversted. Der er udsolgt til jazzdivaens koncert på Klitgården torsdag 19. oktober.arkivfoto: Kim Dahl Hansen

TVERSTED:Koncerten torsdag aften i efterårsferien med Cæcilie Norby er udsolgt og det samme er stort set også koncerten næste lørdag aften med Malene Mortensen. Begge begivenheder foregår på Klitgården, og også til de andre koncerter ved Jazzy Days går billetsalget strygende. - Det ser meget lovende ud. Så meget at jeg må knibe mig i armen over vores succes, siger Thomas Østergaard, hovedkraften bag den årlige jazzfestival i efterårsferien i Tversted. Den startede for seks år siden et samlet publikum på godt 500, og siden har festivalen trukket et stadig større publikum, og det helt store gennembrud kom sidste år med 3500 til koncerterne. - Vi har måske på grund af vores beliggenhed måttet yde en ekstra indsats for at formidle jazzen overfor et uprøvet publikum, forklarer han. Samtidig oplyser han, at Jazzy Days har fået en ung profil sammenlignet med andre jazzfestivaler. - Det er glædeligt, og der er meget bevist at vi også er gået er noget, der tiltrækker et yngre publikum, siger Thomas Østergaard. Ifølge ham er det et begrænset antal rigtige jazzentusiaster blandt det publikum, som tager turen til Tversted. - Vi har rigtig mange nordjyder, som snuser lidt til hvad jazz er for noget, og som kommer igen. Og så har vi en del sjællændere, tyskere og nordmænd, som har købt billetter i meget god tid og holder ferie her. Mange af dem har benyttet sig af muligheden for at købe en samlet jazzpakke, der giver adgang til alle koncerter. I pakken indgår også gratis deltagelse i aktiviteter i dagtimerne. Tversted Jazzydays starter lørdag aften på Hotel Tannishus med uddeling af årets lokale jazzpris og den nordjyske jazzpris. Derefter indtager en af Danmarks sjoveste kvartetter scenen. Det er Hugo Rasmussen (bas), Thomas Hust (tromme), Jan Kaspersen (piano) og Kristian Kaaberoll (sax). På nær mandag er der jazz at lytte til hver dag i efterårsferien til og med søndag 22. oktober.