Røde på rette hylde

Henrik Røde Jensen er tilbage i musikbranchen - nu som booking manager i nyt selskab midt i København

Musik 2. marts 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: - Jeg laver det, jeg altid har lavet. Forskellen er bare, at jeg nu får penge for det. Citat: Henrik "Røde" Jensen. I et års tid kørte den i mere end én forstand farverige frederikshavner Vendsyssel tyndt med en måtte-bil, og skiftede hver dag dørmåtterne hos udvalgte forretninger i landsdelen. Meeeen, de intellektuelle og kreative udfordringer i det job var ligesom udtømt. I dag er adressen Vester Farigmagsgade, en spytklat fra Rådhuspladsen i København. På visitkortet står der booking manager i ArtPeople, et nystartet pladeselskab, bogforlag og bookingbureau, der på kort tid har udviklet sig til et kulturelt kraftcenter i hjertet af København. Røde spejder efter talenter, lægger kritiske ører til de mange demo-cd'er, der lander på hans skrivebord, lytter sig frem til morgendagens stjerner og etablerer kontakter til kunstnere og andre kreative sjæle. En heldig mand Den første havde han med hjemmefra: frederikshavneren Ronni Ström, der på mandag udsender sin debut-cd, Lucky Man ..? på ArtPeople. Eller rettere: Røde var slet ikke ansat i firmaet, da han og Ronni forhandlede pladekontrakt med direktørerne i ArtPeople. - De behøvede kun 30 sekunders betænkningstid, da de havde hørt Ronnis demo - og en uge efter var jeg ansat i firmaet. Jo, det var en god aften, husker Røde, der siden 1985-86 har beskæftiget sig med sin altoverskyggende interesse, musik, og nu har fundet ønskejobbet. - Jeg glæder mig til at gå på arbejde hver eneste dag. Engang imellem besvimer jeg på sofaen, men ellers kører det derudad, siger Røde. Grænsen mellem fritid og arbejdstid eksisterer lige så lidt som 37 timers arbejdsuge, timesedler og genetidsopgørelse. De kendte Johnny Madsen, Rødes gamle legekammerat, udkommer om få dage på ArtPeople med sin nye cd, Regnmanden, der også kommer i en DVD-udgave optaget på Skive Teater. Blandt foredragsholderne, som kan bestilles via ArtPeople, har Røde navne som Brødrene Lund Madsen, skuespillerne Allan Olsen og Farshad Kholghi (aktuel i DR's søndagsserie Nikolaj og Julie) i sin stald - og så skal Røde forsøge at markedsføre De Gyldne Løver, nogle af de få steder, der fortsat er uopdyrket land for de gamle spillemænd fra Vendsyssel. Art People er startet af forfatteren og journalisten Jakob Kvist og musikmanden Jan Degner, der i mange år har stået bag flere af de mest succesfulde og kendte navne i dansk musik. Bogforlaget har solgt de første 30.000 eksemplarer af Tor Nørretranders' Det generøse menneske. ALBUM, den anmelderroste roman af Benn Q. Holm, er også udkommet på ArtPeople. Golfbog Til juni udgiver forlaget en golfbog, hvor nogle af sportens største navne fortæller om deres syn på de syv danskere på Europa-touren - og her har Røde, der selv er passioneret golfer, en finger med på køllen. Siden starten i Københavns nye kultur-mekka, har han stort set ikke haft tid til at dyrke sport, hverken som tilskuer eller udøver. En enkelt gang var han ganske vist i Parken og se FCK spille bold, men det varer et stykke tid, inden han gør det igen. - Jeg vil hellere se maling tørre. Det var så kedeligt og koldt, at jeg gik i pausen. Røde forsøger at være på plads, når FIK spiller hockey i hovedstaden, og så har han fundet nogle af sine gamle basketball-venner fra Brønderslev, der i dag spiller hygge-basket i Brønshøj. Så venstrearmen bliver holdt ved lige, skulle vi hilse og sige.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...