Røde partier ærgrer sig over lukket internet ved eksamen

Undervisningsministeren vil slukke for internetadgangen ved eksamen. Men det er gammeldags, lyder kritik.

Merete Riisager Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson

Merete Riisager Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson

Muligheden for at gå på internettet under eksamen har åbnet en motorvej for muligt snyd.

Med den begrundelse vil undervisningsminister Merete Riisager (LA) lukke for netadgangen ved eksamen på de gymnasiale uddannelser, skriver Berlingske.

Men det er en gammeldags holdning, mener Socialdemokratiets undervisningsordfører Annette Lind.

- Det er ikke den rigtige vej at gå. Der er mange andre metoder til at bekæmpe snyd, siger hun.

Annette Lind henviser til, at partierne bag gymnasieforliget allerede er blevet enige om en række metoder til at komme snyderiet til livs. De bør have lov til at virke, mener hun.

- Det er blandt andet, at man kan straffe med den laveste karakter, som er minus 3. Og man kan bortvise eleverne, siger hun.

- Vi skal huske på, at det er i størrelsesordenen en promille, der snyder, siger hun med henvisning til tal fra Danske Gymnasier.

De Radikale og SF er på samme linje som S.

- Uanset hvad Liberal Alliance og DF synes om internettet, så er det nok kommet for at blive, og vi skal selvfølgelig have prøveformer, der afspejler virkeligheden, siger undervisningsordfører Lotte Rod (R) i en skriftlig kommentar.

- Vi skal slå hårdt ned på de få elever, der snyder - ikke ødelægge det for alle de mange ordentlige gymnasieelever.

Trods kritikken kan Riisager selv beslutte at ændre eksamensbekendtgørelsen uden at få forligskredsens godkendelse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.