EMNER

Røde reformer

ØKONOMI:Danmark har underskud på statsfinanserne på både kort og lang sigt. Det er en alvorlig situation, som Venstres Ellen Trane Nørby (20.2.) nok undervurderer en smule. Da Løkke var statsminister, mistede vi ca. 100 arbejdspladser om dagen, efter konkurrenceevne var styrtdykket over en årrække. Samtidig blev alt for mange parkeret på offentlig forsørgelse. Mere end 6000 personer har været på kontanthjælp uafbrudt i mindst 10 år, og antallet af især unge førtidspensionister er røget voldsomt i vejret. Der er grund til at tage Danmarks økonomiske situation alvorligt. Lars Løkke løj, da han satte to streger under facit og påstod, at nu der var styr på økonomien. Sandheden er, der er behov for en hel række investeringer og håndfaste reformer for at få velfærdssamfundet sikkert igennem krisen. Det er regeringens og SF's fornemmeste opgave at bringe orden i økonomien, så der er råd til velfærd - også i fremtiden. Men det må selvsagt ikke ske ved at hælde barnet ud med badevandet. Vi skal have alle med - og alle skal bidrage. Vi kan ikke sulte mennesker i arbejde, men skal sikre der er penge til at investere i de mennesker, som i dag er parkeret uden for fællesskabet. Derfor investerer vi i efteruddannelse og behandling for de mange mennesker, som i dag står udenfor fællesskabet. De seneste år har vist alt for tydeligt, at uansvarlig økonomisk politik i sidste ende rammer midterfelten, mens toppen går ram forbi. Det tydeligste eksempel er Venstres ufinansierede skattelettelser til de rigeste, som i sidste ende blev betalt med nedskæringer i efteruddannelse, dagpenge, efterløn og børnechecken for bare at nævne nogle eksempler. Vi skal gennemføre en række vigtige reformer. Det vil være klædeligt, hvis Ellen Trane Nørby og Venstre stiger ud af hængekøjen og hopper i arbejdstøjet, så vi i fællesskab kan skabe gode og langtidsholdbare løsninger for Danmark og danskerne.