Lokalpolitik

Røde roser til byens borgmester

Borgmester Erik Sørensen begavet og hyldet efter alle kunstens regler

FREDERIKSHAVN: Et attentat mod Frederikshavnerhallen torsdag eftermiddag ville have haft lammende effekt - mange år frem. De var der ALLEsammen, hele det politiske, administrative, forretningsmæssige og kulturelle establishment - plus en hel masse andre - til borgmester Erik Sørensens 60-års fødselsdagsreception. Men heldigvis slog hverken Al Qaida eller andre uromagere til. De eneste skud, der blev løsnet, kom fra Tordenskiolds Soldater, der saluterede for Kommisær Sørensen, så ruderne klirrede. Tordenskioldsgarden trak op og spillede fødselsdagssange og politiske med- og modspillere hyldede fødselaren. Tre af borgmesterens politiske legekammerater, Cai Møller, Anders Gram Mikkelsen og Palle Thomsen, tog fødselaren under kærlig og kammeratlig behandling. Cai Møller fortalte levende om, hvordan det gik til dengang for 12 år siden, da denne Sørensen fra Sønderjylland blev kørt i stilling som ny spidskandidat. Der var ved at "gå ged" i opstillingen. En ung skolelærer, Anders Gram Mikkelsen, havde meldt sig som kandidat, men det huede ikke den gamle SiD-formand Svend Nicolajsen, der sendte bud efter sin efterfølger, Cai Møller. - Hvad med ham Sørensen med det drengede smil. Kan vi bruge ham til noget..? Neeiioooee, måske. Det skortede ikke på skepsis - og han talte jo også et mærkeligt sprog, denne sønderjyde. Dét forsøgte Anders Gram at ændre på med en sprogtest i ægte frederikshavnsk. Og så blev Sørensen ellers brandet - det vil sige klædt ud med et ægte rødt hjerte, med arbejdshandsker, med plaster og hvad ved jeg. - Vi ville egentlig have givet dig en cykelhjelm, men det har vi ikke gode erfaringer med i partiet, sagde Gram Mikkelsen. I stedet blev det til en pakke lappegrejer. Kammeratlige drillerier, men også dyb respekt. - Du er suverænt den dygtigste lokalpolitiker, jeg har kendt, sagde Cai Møller, og gruppeformand Palle Thomsen supplerede: - Jeg er glad for, at du er i vores parti. Du vil være en hård, fair og værdig modstander for enhver udfordrer, og jeg er overbevist om, at du er den rette styrmand og kaptajn. 1. viceborgmester, Chris Sørensen (V), roste borgmesteren for samarbejdsvilje og engagement. - Du er frederikshavner med stort F, sagde Chris Sørensen. Skagens borgmester, Hans Rex Christensen (V), har arbejdet tæt sammen med Erik Sørensen, blandt andet i turistsamvirket Toppen af Danmark og i VUR. - Nu hedder hovedprojektet den ny Frederikshavn Kommune. Hvem der skal have borgmesterkæden, er op til vælgerne at afgøre, men såvel professionelt som menneskeligt svinger vi godt sammen, sagde Hans Rex. En tredje Venstremand, John Christensen, havde også verbale roser med til fødselaren: - Du har forandret dig meget, udviklet dig nøjagtig ligesom byen. I starten var du stille og genert og overhovedet ikke åben, men det har ændret sig til det bedre til glæde for alle. I dag står døren åben og selv om vi ikke altid er enige, har vi et fælles mål. Og så en rettelse: Erik Sørensens politiske forbillede er tidligere indenrigsminister og eks-borgmester i Esbjerg Henning Rasmussen. I avisen forleden kaldte vi ham Erik. Så skulle det være på plads.