Røde tal i Flextronics' regnskab

Det seneste regnskab afspejler, at Flextronics i Pandrup er ved at lukke ned

Det er ikke småpenge, som får det til at lyse rødt i det nye årsregnskab fra Flextronics i Pandrup. Virksomheden er gået fra et overskud på 123 millioner kroner i regnskabsåret 2002/03 til et underskud på 68 mio. kr. i 2003/04. Det vil sige, at der er kommet 191 mio kr. mindre i kassen i det seneste regnskabsår. - Vi har været under afvikling siden januar og det har gjort det svært at tjene penge i det sidste kvartal, forklarer Flextronics administrerende direktør, Hans Peter Hinrup. Utilfredsstillende Når indtjeningen er faldet i forhold til det sidste regnskabsår, skyldes det, at det er tids- og omkostningskrævende at skulle lukke fabrikken i Pandrup. I regnskabet skriver Flextronics International Denmark A/S, at årets resultat anses for at være utilfredsstillende, men der peges også på, at resultatet er kraftigt påvirket af usædvanlige poster. De usædvanlige poster er til dels bygningsnedskrivning i Pandrup, som udgør 87,5 mio. kr. Ifølge Hans Peter Hinrup er forklaringen på den markante værdiforringelse af grunde og bygninger, at loven kræver det. - Det kostede 160 mio. kr. at bygge i sin tid, men det er umuligt i dag at få den pris, forklarer han. Ifølge direktøren er bygningerne nu blot cirka 40 mio. kr. værd. - Det er klart, at det påvirker voldsomt, siger Hans Peter Hinrup. Dertil kommer udgifter for Flextronics i forbindelse med fyring af medarbejdere. Ekstraordinære ting Sammenlagt giver den såkaldte aktivitetsændring en regning i størrelsesordenen 121 mio. kr. - Der er sket voldsomt ekstraordinære ting, og dem har vi været nødt til at tage med, siger Hans Peter Hinrup. 1170 nordjyder har i gennemsnit arbejdet på Flextronics i regnskabsåret 2003/04. Nu er der blot lidt over 300 ansatte tilbage. Arbejdspladsens fremtid er som bekendt endnu ikke afgjort. Senest har den århusianske producent af tv og pc'er, Orion Europe, vist interesse for at overtage de 25.000 kvadratmester i Pandrup, men intet er på nuværende tidspunkt afgjort.