Rødglødende dankort i stormvejret

Storcentret blev vinder, mens der var længere mellem gaverposerne i midtbyen

AALBORG:Sikke en trængsel og alarm, det er koldt og dankortet er forrygende varmt. Et omskrevet julevers, der fortæller, hvad der foregik i Aalborg i går. NORDJYSKE Stiftstidende er taget på juleindkøb, og første stop er midtbyen. Det regner og blæser, så selv gamle sømænd ville udsætte gavekøbene en dag. Ved Metax p-huset kan man se, at der er noget helt galt. Der er ingen bilkø, og da dørene går op til Magasin, er der heller ikke mange mennesker at se. I et hjørne af stormagasinet sidder julemanden helt alene. - I går var der sort af mennesker, da var jeg ikke her et øjeblik, siger julemanden, der hedder Per Poulsen. Det er første gang, at han arbejder som julemand, og han kan lide det. Faktisk er han selv kommet i julestemning. - Der er en vis ærefrygt for en gammel mand, siger manden bag det hvide skæg, der egentlig kun er 36 år. Ved siden af julemandens plads står en bog med børnenes H. C. Andersens eventyr og en kurv med pebernødder. Børnene er normalt vilde med julemanden, og de har standardspørgsmålene parat. - Det første, de spørger om, er, om du kender julemanden. Det næste, de spørger om, er, hvor jeg gør af rensdyrene. Jeg svarer, de står på taget, siger Per Poulsen, der i februar bytter rensdyrene ud med en pansret mandskabsvogn, når han rejser til Makedonien som FN-soldat. Men der handles skam også i stormagasinet. Michael Park fra Arden har dog nok at gøre med at holde styr på to barnevogne med børnene Philip og Freja. Julegavebudgettet ligger på 5-6.000 kr.. Penge der bliver sparet op. Men midt i et af mekkaerne for julegavekøb, tænker Michael Park også, at det hele måske er ved at komme lidt ud af kontrol. - Jeg synes nogen gange, at det er ved at blive lidt for meget. Det tager lidt overhånd, så man glemmer lidt, hvad julen handler om, siger han. På strøget kan man sagtens komme til, paraplyerne er slået op. Søskendeparret Johnny og Kristine Nielsen fra Aalborg har zoomet blikket ind på ønskesedlen. Johnny tager det dog roligt. Han har hørt om en ordning, hvor man få nogle lyshårede ekspedienter i et stormagasin til at hjælpe sig med julegaveindkøbene, og det vil han forsøge. I Salling overdøver lyden af kasseapparaterne endnu ikke julesangene. Men der handles. Thomas Østergaard fra Aalborg står i afdelingen for lingeri. Han er på udkig efter en gave til kæresten, som han gerne selv vil pakke ud på et tidspunkt. - Jeg er på udkig efter noget frækt, siger han. Kæresten har lavet en udførlig ønskeseddel. - Hun ved lige, hvad hun vil have hver gang, siger Thomas Østergaard og viser den omfattende ønskeseddel frem. Kamp fra bås til bås Fra midtbyens tomme p-båse går turen ud til Toys ”R” Us, hvor der kæmpes om pladserne fra bås til bås. Indenfor i de mindstes varehus er der fyldt af mennesker. Det larmer. Børnene kører i karrusel, de spiller på musikinstrumenter, og forældrene kører rundt med fyldte indkøbsvogne. Hvis man ikke er stresset på arbejdet, så er legetøjsbutikkerne et oplagt sted at træne i julen. Kirsten Nielsen fra Vejgaard har stablet to store gaver op i indkøbsvognen. Hun har fire børnebørn, så der skal handles. - Jeg er bagefter i år, siger hun, og fortæller, at hun som altid er vært for familiens juleaften. I Aalborg Storcenter er der sort af mennesker. Alle Bilkas kasser er i brug, og kunderne slæber afsted med julegaver. Nogle af forældrene ser ud til at have det lige så sjovt som en havskildpadde må have det i et lille akvarium. Men julegaveturen ender ikke her midt i kødranden af fyldte indløbsvogne, rødglødende betalingskort, skrigende børn og travle forældre. Den ender hos Skinbjerg Auto i Nørresundby, hvor der er blevet bundet en rød sløjfe om en sølvfarvet Audi tt 1,8 Quattro. Bilen har kørt 40.000 kilometer i Spanien, og kan nu erhverves for små 639.900 kr. - Der har sjovt nok være flere efterspørgsler efter, at den er blevet pakket ind, siger indehaver Danny Skinbjerg, der i tidligere år har solgt biler til julegaver. Men endnu har køberen med det rigtige julegavebudget ikke kigget forbi.