Rødovre afviste krisehjælpen

Ishockey 1. april 2003 08:00

RØDOVRE: Personligt nag kan meget vel koste Rødovre en plads i dansk ishockeys bedste række. Ifølge NORDJYSKE Stiftstidendes oplysninger har ledelsen i Isliga-klubben nemlig sagt nej til en stor sæk penge fra en gruppe sponsorer. Angiveligt fordi den kommende FIK-træner, Olaf Eller, havde været med til at fremskaffe pengene. - Jeg er ikke sponsor, så jeg har ikke tilbudt dem nogle penge, men jeg håber da, at de har en plan til at redde klubben, siger Olaf Eller og ønsker ellers ikke at kommentere sagen yderlig. Han stod igennem mange sæsoner som cheftræner i Rødovre, men blev nærmest smidt på porten af klubben i sidste sæson af private årsager. Den københavnske forstadsklub kom ikke videre fra DM-kvartfinalerne, hvor Rungsted og Esbjerg satte sig på de to semifinalebilletter i den pulje. Derefter meldte klubben prompte ud, at de ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. Mulig gevinst for AIK Siden har det knebet gevaldigt for spillerne at få løn, så Rødovre har fået frist til tirsdag 1. april til at skaffe midlerne. Ellers truer konkursen og en spillerflugt. Det sidste kan komme Aalborg Ishockey Klub til gode. Kaptajnen Heinz Ehlers har nemlig et indgående kendskab til Rødovres og Isligaens topscorer i den forgangne sæson, svenske Robert Burakowsky. - Vi har spillet sammen igennem ni sæsoner i tre forskellige klubber og kendt hinanden, siden vi var 12 år, fortæller AIK-veteranen, der dog ikke vil kommentere rygterne om, at BUrakowsky-brødrene - lillebror Mikael spiller også i Rødovre - skulle være på vej til det nordjyske. - Robert og jeg har altid pjattet lidt med, at vi skulle slutte karrieren i den samme klub, men det er jo bare snak, smiler Heinz Ehlers. - Men det skulle da glæde mig, om de kommer til AIK. Ikke mindst Robert, som jeg gerne vil spille sammen med igen.toto

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...