Rødovre tog pusten fra Pirates
Rødovre Mighty Bulls vandt torsdag aften med 5-2 over Aalborg Pirates i Metal Ligaen
RØDOVRE: Torsdag aften vandt Rødovre Mighty Bulls med 5-2 over Aalborg Pirates i Metal Ligaen. De nordjyske gæster kan dermed blive henvist til den uønskede niendeplads af Herlev, som fredag får besøg af Frederikshavn White Hawks.
Piraterne fik en skidt start på kampen i Rødovre, og Henry Hardarsson scorede hurtigt for hjemmeholdet. Midtvejs i første periode blev det også 2-0 ved Jannik Karvinen.
24 sekunder inde i anden periode så det endnu værre ud, da Martin Højbjerg gjorde det til 3-0.
Fornyet spænding
Kampen var præget af en del udvisninger, og det var også med til at bane vejen for fornyet spænding, da både Tommy Grant og Bjarke Møller fik reduceret i powerplay på et effektivt minut.
Rødovre svarede dog igen blot 45 sekunder senere, da Patrick Rasmussen scorede til 4-2, hvilket også var stillingen efter de første 40 minutters hockey.
I begyndelsen af tredje periode gjorde Steffen Klarskov det til slutresultatet 5-2.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.