Rødovres ishockeyherrer rejser sig i lokalopgør

Efter tre nederlag på stribe vandt Rødovre Mighty Bulls tirsdag aften 4-1 hjemme over Herlev Eagles.

Matthias Asperup scorede for Rødovre, der tirsdag besejrede Herlev Eagles i et derby. (Arkivfoto) Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Matthias Asperup scorede for Rødovre, der tirsdag besejrede Herlev Eagles i et derby. (Arkivfoto) Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Der var et lokalt ishockeyopgør på programmet tirsdag aften, da Rødovre Mighty Bulls tog imod Herlev Eagles i Metal Ligaen.

Rødovre gik ind til kampen med tre nederlag i streg i bagagen, mens Herlev havde en stor succesoplevelse i frisk erindring efter weekendens sejr over mestrene fra Rungsted Seier Capital.

Alligevel var det hjemmeholdet Rødovre, der trak sig sejrrigt ud af tirsdagens møde med 4-1. Rødovre og Herlev har begge 11 point efter otte kampe og ligger henholdsvis nummer fire og fem i Danmarks bedste ishockeyrække.

På egen is bragte Kim Johansson Rødovre på 1-0 midtvejs i første periode efter oplæg fra Jonas Sass, og inden periodens udløb blev det også 2-0 ved Lasse Mortensen.

Herlevs Magnus Povlsen reducerede i anden periode, men Matthias Asperup udbyggede igen Rødovres føring før indgangen til tredje periode.

Her blev Rødovres Nicklas Carlsen eneste målscorer, og så var hjemmesejren en realitet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.