EMNER

Rødt kort til skaterne

Efter hærværk og rod på Ålykkevej har kommunen med øjeblikkelig virkning lukket banen

HOBRO:Akrobatisk flyver de over asfalten med Bilinspektionens mennesketomme hal. Hobros skatere er på anden måned hjemløse, og de må bruge deres fantasi for tilpasse sig den omtumlede tilværelse, det særlige ungdomsmiljø har levet i mange år. Det gik ellers så godt på Ålykkevej ved det gamle friluftsbad. Her stod deres ramper, og her kunne de larme op og ned ad træpladerne uden at genere alt for mange naboer. Men kort før sommerferien traf Jan Hviid (V), formand for børne- og kulturudvalget, en beslutning. Han lukkede med øjeblikkelig virkning banen, og alle ramperne blev kørt i depot på materielgården. Jan Hviid reagerede på gentagende henvendelser fra Hobro Y's Men's Club, som bor til leje og driver loppemarked i de kommunale bygninger ved siden af skaterbanen. Klubben beklagede sig over rod og hærværk på bygninger og omgivelser. - Situationen var blevet så grel, at jeg nødvendigvis måtte trække en streg i sandet, forklarer Jan Hviid. Svigter de unge I flere år har både kommunen og skatermiljøet forsøgt at lave en egentlig forening og bringe den rullende sportsgren ind i mere faste rammer. Men det har ikke været muligt at samle gruppen, der i Hobro tæller måske 40-50 personer. Men lukningen af banen fik forældrene på banen. På et møde hos kommunen 11. juni deltog over 30 skatere og cirka 15 forældre samt repræsentanter for Y's Men's Clubben. Forældrene forsøgte bagefter at forhandle med børne- og kulturudvalget og få genåbnet banen, men under behandling af sagen på et lukket møde 23. juni bakkede udvalget op om formandens beslutning. - Her kommer vi med en gruppe forældre, som er villige til at tage ansvaret for banen og sikre ordnede forhold. Det er utroligt, at kommunen ikke tager imod sådan et tilbud, lyder det undrende fra Peter Leth, der er far til en skater. Kim Skaue, der også er med i forældregruppen, bakker op: - I det hele taget er det for dårligt, at en ungdomskonsulent eller andre fra kommunen ikke gav os forældre et praj om, hvor galt det stod til på Ålykkevej. Så kunne vi have taget affære noget før, siger Kim Skaue, der mener, at Hobro Kommune svigter de unge ved at lukke banen uden at hjælpe med alternativer. Forældrene understreger, at de ikke fralægger sig ansvaret for deres børn. Men de mener, at også kommunen har pligt til at hjælpe skatermiljøet. Problemerne på Ålykkevej var, at der var affald i buske og omkring Y's Men's Clubbens lokaler. Der var lavet hærværk i form af stearintegninger på murværk, stearin i en cylinderlås, knuste ruder, ødelagte vindhætter på taget og en ulovlig trafik på området, hvor Ambukomitéen har oplagret materiel. Her havde nogle blandt andet benyttet en toiletvogn, som ikke var tilsluttet til noget afløb. Skaterne og deres forældre løber ikke fra ansvaret for rod og svineri. Men de nægter at stå bag kriminalitet som hærværk og indbrud, og peger på, at andre grupper, som ikke hører til skatermiljøet, huserer på Ålykkevej. - Der er også svineri, og der er sket hærværk i omgivelserne i forbindelse med personers brug af badebroen ved Sildehagen. Men den er da ikke blevet fjernet af den grund, argumenterer Bo Klokkerholm, far til en af de unge. Klamt toiletbrug Forældre greb faktisk ind på Ålykkevej, men for sent. En søndag aften efter at banen var lukket, samledes en stor flok skatere og deres forældre. Efter nogle timer havde de ryddet helt op. Skaterne er godt klar over, at de rodede for meget på Ålykkevej. - Selvfølgelig var det klamt, at nogen sked i den toiletvogn. Og der så ikke flot ud omkring banen. Men vi har ikke begået hærværk. Der kom altså andre end skatere ved banen. Blandt andet nogle personer, som hader skatere og forsøger at skade os ved at begå hærværk, hævder 16-årige Rene Jensen. Han synes, det er for dårligt, at skaterne ikke fik en sidste chance på Ålykkevej, eftersom forældrene var parate til at hjælpe med at styre banen. Lukningen kort før sommerferien gjorde ekstra ondt. Sommeren er højsæson for sporten, og skaterne har ofret mange penge på at rejse med tog til Aalborg, Randers eller Århus for at dyrke deres sport på baner dér. Alternativet har været forskellige pladser i Hobro, hvor de har fundet brugbare trin og ramper til at øve deres gymnastik på bræt og hjul. F.eks. ved Aldi på Banegårdsvej. De har også fået lov at rulle på pladsen ved bilinspektionen på Ærøvej. Men det er en omflakkende som de bestemt ikke er glade for. - Til næste valg har vi stemmeret. Vi stemmer ikke på dem i børne- og kulturudvalget, slår Rene Jensen fast.