Rødt kort til tophåndbold

Emma Hove har i to år spillet i Aalborg KFUM. Nu vil hun prioritere skole og venner

Emma Hove blev Årets spiller i Aalborg KFUM i år – næste år spiller hun atter på hjemmebane i BI. Foto: Kurt Bering

Emma Hove blev Årets spiller i Aalborg KFUM i år – næste år spiller hun atter på hjemmebane i BI. Foto: Kurt Bering

Emma Hove har de seneste år satset al fritid på håndboldspillet. Nu vil hun have mere tid til kæreste, venner og skole. Derfor dropper hun efter to år Aalborg KFUM's talentfulde team og slutter sig efter sommerferien til Brønderslev Idrætsforenings dameynglingehold. I Aalborg KFUM har Emma sammen med de øvrige spillere oplevet og opnået udfordringer og håndbold på højt niveau, og det har da heller ikke været let at droppe boldeventyret. - Men jeg glæder mig til at komme tilbage. Jeg savner at træne i hallen med de veninder, som jeg altid har kendt. I tre år spillede Emma i ØBI, hvorefter hun flyttede til BI og fik Carsten Schunck som træner. Skiftet fra ØBI til BI var ikke let, fordi kammerater og klub havde vanskeligt ved at acceptere hendes valg. I Brønderslev Idrætsforening mødte Emma Hove et velspillende hold og en dygtig træner i Carsten Schunck. - Vi spillede i a-rækken og fik en god placering. Og andet år kom vi i eliterækken, der på det tidspunkt var den bedste række. Det var stort for BI. I eliterække mødte Brønderslev-pigerne Aalborg KFUM. - Og vi fik bare så mange tæsk.Og så tænkte jeg det kunne være sjovt at spille med dem. Aalborg KFUM spillede divisionshåndbold, og holdet havde året inden spillet om jysk mesterskab. Og Brønderslev-pigen oplevede hurtigt, at det kræver sved, energi, hårdt arbejde og stædighed at være med på højt niveau. - Det var rigtig, rigtig hårdt. Der var løbetræning tre gange om ugen og træning tre gange om ugen. Træningen varede to en halv time. Jeg var vant til at træne en time to gange om ugen. Efter Emmas første år med KFUM'erne placerede holdet sig midt i eliterækken. Og den seneste sæson har holdet spillet i divisionsrækken. Emma Hove ser tilbage på to fantastiske år blandt landets bedste. - Jeg fik nogle fede sportslige oplevelser. Og jeg oplevede et kanon sammenhold. Men jeg har fundet ud af, at der er mange andre ting, jeg vil nå. Gymnasiet kommer til at betyde meget, og jeg vil gerne arbejde og tjene mine egne penge. Jeg har en kæreste og en masse venner, som jeg har forsømt en hel del. Efter sommerferien venter gymnasiet, og Emma Hove forudser, at de faglige krav her vil være vanskelige at kombinere med et liv som divisionsspiller. – Jeg har aldrig haft større ambitioner, end det, jeg har nået nu. Og jeg har fundet ud af, at der er andre ting, der også er vigtige. Klubkammerater og træner i Aalborg KFUM har ganske vist forsøgt at få Emma til at fortsætte - men beslutningen er truffet. - Og jeg slipper jo ikke håndbold. Fremover bliver det mere på hyggeniveau. Men jeg tror, vi får et godt hold i BI.

Forsiden