Aalborg

Rødvinspetanque løbet over ende

Petanque har de seneste år udviklet sig til en folkesport. Det fik petanqueklubben i Tranum bekræftet, da den åbnede sommerfesten i Tranum med Rødvinspetanque.

Der var så stor tilstrømning af nordjyske spillere, at mange kørte forgæves. Der var ganske enkelt ikke baner nok til så mange. - Vi beklager at måtte skuffe så mange spillere, men vi håber på forståelse og at de, der måtte tage hjem med uforrettet sag, vil komme igen til et af vore andre stævner, siger Kirsten Faber Jensen fra petanqueklubben. Lokale måtte vige pladsen De første, der måtte vige pladsen, var Tranums egne spillere. Og efter at endnu flere havde måttet afvises, var der 96 spillere, som blev fordelt på de tre baner. Efter tre runder blev vinderne fundet, og de tre første pladser gik alle til Gug Petanque Klub. Fjerde runde var i festteltet, hvor der var stort kaffebord og hyggeligt samvær. Petanqueklubben var også med til at sætte punktum for de fem dages festligheder ved Tranum Gymnastikforenings sommerfest. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende's Jammerbugt-sektion tirsdag.