Røg fra Dokkedal skabte alarmstemning - på Samsø
Røgfanen fra den voldsomme markbrand smøg sig gennem gaderne i Nordby på Samsø og fik folk til at alarmere det lokale beredskab
Opdateret 28. juli 2018 kl. 15:23
NORDBY/ SAMSØ: De voldsomme røgfaner fra den omfattende markbrand mellem Dokkedal og Øster Hurup kunne onsdag aften mærkes langt fra åstedet i Nordjylland.
Således skriver Samsø Posten på sin hjemmeside samso.dk, at røgen onsdag aften førte til en udrykning på det nordlige Samsø.
Onsdag aften ved 23-tiden blev Samsø Brandvæsen alarmeret til en ildebrand i Nordby Bakker, og i løbet af ganske kort tid var beredskabet fra både Nordby og Tranebjerg på vej til Samsøs nordligste del - Issehoved.
Det viste sig dog at være falsk alarm. Den megen røg skyldtes nemlig naturbranden i Nordjylland, skriver Samsøposten på sin hjemmeside.
Indsatsleder Brian Pedersen fortæller til Samsø Posten, at det var en turist, der havde set et stearinlys stå tændt i et ellers tomt sommerhus og sammen med røgen fra det nordjyske, valgte man ikke at tage nogen chancer.
I Nordby var folk på stikkerne og gaderne blev fyldt med mennesker, der var ude for at se, hvor der var brand; især da røgen smøg sig mellem de mange stråtækte huse, skriver Samsø Posten
Brian Pedersen fra beredskabet fortæller sågar til Samsø Posten, at en indsatsleder fra Fyn ringede til Samsø og fortalte, at der også var røg på den nordlige del af Fyn.
Brandbilen fra Tranebjerg nåede dog at vende om, inden den nåede Issehoved. Det skete især, fordi der lynhurtigt kan bryde en brand ud også på den sydlige del af Samsø, når det er så tørt som netop nu.
Så dermed endte alarmen fra Nordøen ganske lykkeligt for samsingerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.