Røg i bageriet: De bager nyt helt fra bunden

Konditorbager får den helt store omgang efter brand - genåbner på søndag

Bagersvend Jørgen Larsen, kaldet ”Jøsse”, og bagermester Morten Clausen ser på resterne af den ovn, hvor brand og røg begyndte.

Bagersvend Jørgen Larsen, kaldet ”Jøsse”, og bagermester Morten Clausen ser på resterne af den ovn, hvor brand og røg begyndte.

BRØNDERSLEV:I et stykke tid er brød- og kagesultne kunder blevet mødt af et skilt med "Lukket på grund af brand" i glasdøren ind til Konditorbageren i Brønderslev.

Men inde bag ved glasdørene bliver der arbejdet på højtryk for, at den situation snart kan få ende, så man kan komme tilbage til hverdagen igen efter at bageriet blev ramt af en brand i en ovn.

- Det er godt nok træls, det er det. Men det er sådan, det er, konstaterer Morten Clausen, bagermester og indehaver af bagerbutikken.

Begyndte at ryge fra ovnen

Han var selv på arbejde, da der lørdagen før påske skete noget uventet i bageriet. Det var omkring ved nitiden om morgenen.

- Det begyndte at ryge op af ovnen, efter at den var slukket. Det skal det helst ikke. Der var på en eller anden måde gået ild i isoleringen, fortæller Morten Clausen, der fik fat på brandvæsenet.

Brandfolkene fik styr på situationen, men der var kommet en del røg, og det viste sig, at det havde lavet mere skade end antaget i første omgang.

- Først troede vi, at vi skulle have lukket en eller to dage. Men så blev det 14. Alle sodpartikler skal vaskes ned, fortæller Morten Clausen, der har fået at vide, at det hænger sammen med, at det er giftigt, når der går ild i ledninger og den slags.

Sådan så det ud udenfor bageren i går - der er en hel del, der skal smides væk.

Sådan så det ud udenfor bageren i går - der er en hel del, der skal smides væk.

Intet tilbage

- Men det er der styr på, siger Morten Clausen, der også fortæller, at man endnu ikke har klarlagt, hvad årsagen til branden var.

Skadeservice var i går i gang med at give det svedne bageri den helt store tur, så man kan komme i gang med at bage igen. Der bliver smidt ud, gjort rent og regeret, og det er noget af et arbejde, der skal klares, inden man er klar med morgenbrød og kager igen.

- Nu på søndag åbner vi igen, fortæller Morten Clausen.

Inden bageriet kan åbne, skal der gang i en masse bagning, for alt er kasseret.

- Der er intet tilbage. Vi skal starte med alt fra bunden af. Vi skal i gang et par dage, før vi åbner, fortæller Morten Clausen, der har kaldt alle folk ind til at hjælpe med den opgave.

Må hænge ved

Med brandens timing er butikken gået glip af påskens omsætning og har i det hele taget mistet en del dages indtægt.

- Vi må nok kalkulere med noget omsætningsnedgang. Men så må vi lige hænge ved den næste tid. Jeg håber, folk kommer igen, siger Morten Clausen.

Bagerbutikkens ansatte kom heldigvis ikke til skade, men de fik sig en pludselig påskeferie.

Bageriets brødudsalg i Gug har også været lukket, men det åbner igen samtidig med bageren i Brønderslev.

Der bliver arbejdet på højtryk for at få genskabt hverdagen i bageriet igen.

Der bliver arbejdet på højtryk for at få genskabt hverdagen i bageriet igen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.