Retspleje

Røg i retten

Hjørring-foreninger i krig med Arbejdstilsynet

Sagen om rygning i Bingohallen fortsætter. Foto: Henrik Louis

Sagen om rygning i Bingohallen fortsætter. Foto: Henrik Louis

Arbejdstilsynet og de seks foreninger, der driver Bingohallen tørnede mandag sammen i retten i sagen om rygning under bingospillene. Foreningerne var tiltalt for overtrædelse af loven om røgfrie miljøer og står i første omgang til en bøde på 2000 kroner. Dommen falder dog først 11. januar. Talsmand for foreningerne, John Robert Larsen fastholdt, at Bingohallen siden påbuddene fra arbejdstilsynet i februar sidste år har lavet forskellige tiltag, så man lever op til kravene. Bl.a. er hallen blevet delt med en presenning, så rygerne sidder i en afdeling for sig. - Dem, der sidder i ikke-ryger sektionen bliver ikke generet af røg, fastslog John Robert Larsen. Men en adskillelse med en presenning kan ikke betragtes som et rygerum, fastholdt repræsentanter fra Arbejdstilsynet. Foreningerne mener heller ikke, at Bingohallen kan sidestilles med en arbejdsplads fordi medhjælperne arbejder frivilligt. Arbejdstilsynet argumenterede for, at de frivillige er forpligtet til at møde op, og så er det ligegyldigt om det er lønnet eller ulønnet arbejde. Tilsynet mener også, at det næsten kan sidestilles med offentlig adgang, selvom det kræver medlemskab i foreningerne at deltage i spillene. Endelig foregik der også servering, da arbejdstilsynet var på besøg i hallen. Tre overtrædelser - Vi mener, at Bingohallen på tre punkter overtræder loven, og én overtrædelse er nok, sagde tilsynsførende, Helle Andersen John Robert Larsen mener derimod, at Bingohallen opfylder reglerne og foreningerne er parat til at kæmpe videre. - Det er jo blevet en religion, hvor de sidste rygere skal tværes ud. Hvis rygningen helt forbydes i Bingohallen bliver vi tvunget til at lukke. Det vil være sørgeligt for foreningerne og de 60.000-70.000 besøgende om året, siger John Robert Larsen, der nu afventer dommen. Bingospillene fortsætter foreløbig som hidtil, og man er også klar til at indkassere større bøder, der kan ankes til højere retsinstanser.