Redningsvæsen

Røgdykker i fare ved ladebrand

En brand i en landejendom nær Vodskov udviklede sig, så taget måtte rives ned af hensyn til røgdykkernes sikkerhed.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Brandvæsnet måtte rive taget ned på laden for at komme til at slukke ilden. Privatfoto: James Kristoffer Miles

En røgdykker måtte af sikkerhedshensyn trækkes ud af en brændende lade på Halsvej 61 her til formiddag. Det skete, da han kæmpede med flammerne fra den gamle bygnings indre. Bliktaget var nemlig blevet ædt op og var begyndt at falde ned om ørerne på ham. - Vi slukker den udefra. Det er for farligt at gå rundt derinde, oplyste brandvæsnets indsatsleder på stedet, Anders Brosbøl. Anmeldelsen af branden indløb kl. 10.54, og der var både frygt for, at branden ville brede sig, og at der var gasflasker nær arnestedet. Tre brandbiler kæmpede mod flammerne, og brandmændene måtte bruge kroge og økser til at rive det ødelagte tag fra hinanden. Laden ligger i forbindelse med et gammelt landsted på Halsvej 61 og er ubeboet, men husets ejer er rystet over branden. - Jeg er chokeret over branden, men der bor heldigvis ingen mennesker. Vi ejer det bare, siger Stella Larsen. Der er også opsat et par barakker og en campingvogn på stedet. Hverken stuehus, barakker eller campingvogn har dog taget skade af branden.