Danmark

Røgfri cigaret tilladt i Danmark

Det ligner en cigaret, det smager som en cigaret - men den nye elektroniske cigaret indeholder hverken nikotin eller tobak. - Jeg har sendt en røgfri cigaret til Dronning Margrethe, efter at hun blev sendt ud fra en fest, hvor hun ikke måtte ryge, fortæller direktøren Jørn W. Phigalt, der netop har fået tilladelse til at sælge "den elektroniske cigaret" i Danmark, til BT TV. Indtil videre sælges cigaretten frit uden nikotin, hvis man vil have den med nikotin, betragtes det som et lægemiddel og kræver at man kontakter sin læge. Firmaet forventer at sælge den røgfrie cigaret til alt fra hospitaler og plejehjem til sekretæren, der vil ryge på arbejdet eller de unge, der vil ryge på diskoteket. Kræftens Bekæmpelse har betænkeligheder: - Stoffet nikotin er som bekendt ikke ufarligt. Omvendt er det meget sandsynligt, det den elektroniske cigaret er mindre farlig end rigtige cigaretter. Og den røgfrie cigaret helt uden nikotin er muligvis endnu mindre farlig, siger Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse. Han nævner, at de røgfrie cigaretter "vist er en stor succés i blandt andet Holland".