Røgfri pris til Bornhøft

Det nordjyske folketingsmedlem Karl Bornhøft fra SF modtog tirsdag ved et arrangement i Dansk Apotekerforening årets røgfri pris.

Karl Bornhøft mener, at samfundet bør arbejde for, at antallet af unge rygere halveres.

Karl Bornhøft mener, at samfundet bør arbejde for, at antallet af unge rygere halveres.

Prisen uddeles af et netværk af landsdækkende organisationer, der sammen prøver at sætte fokus på konsekvenserne af rygning. Netværket tæller Lægeforeningen, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Danmarks Lungeforening, Danmarks Apotekerforening, Dansk Tandlægeforening, Jordemoderforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Sund By samt Astma-Allergi Forbundet. Begrundelsen for at hædre nordjyden er, at han er en aktiv debattør, der ihærdigt prøver at ændre folks vaner. - Jeg tror ikke, der er ret mange, der er i tvivl om, hvad Karl Bornhøft mener, sagde apotekernes formand, Niels Kristensen, ved overrækkelsen. Karl Bornhøft glædede sig over hæderen. - Som politiker er man ikke forvænt med positive priser, konstaterede han. Folkesocialisten slog i sin tale til lyd for, at lovgivningen udvides, så det også forbydes at ryge på mindre værtshuse og på enkeltmandskontorer. - Der er en enorm social slagside på rygeområdet. Vi skal turde sætte os ambitiøse mål, så mange flere kvitter smøgerne, sagde han. Karl Bornhøft mener, at samfundet bør arbejde for, at antallet af unge rygere halveres, og at det samlet set kun er 15 procent af danskerne, der ryger.