Hals

Røgfrie bingo-dueller

HALS: Der bliver i bogstaveligste forstand tale om sundhedsmæssig "banko" for samtlige deltagere i de ugentlige bingospil, når Støtteforeningen til Hals forenede Sportsklubber indleder sæsonspillene 2005 med premiere i skolens nye aula fredag 7. januar 2005. Fra og med nævnte dato er fremtidige bingospil nemlig totalt røgfrie, oplyser formanden for støtteforeningen, Erik Mortensen, Hals. - Støtteforeningens bestyrelse er i øvrigt alle rygere, så det er ikke for vores skyld, forbuddet indføres, tilføjer Erik Mortensen og fortsætter: - Det er simpelt hen skolens reglement, der forbyder den nævnte forurening i lokaler, som er daglig arbejdsplads for modtagelige børn og unge samt medarbejdere i den nyrestaurerede institution. Til gengæld kan "Penge-Mortensen" love, at der - alt efter spillernes ønske – kan indføres rygepauser, hvor spillerne kan nyde deres last udendørs med god samvittighed. Således bliver der opstillet udendørs askebægre. Dog kan man i tilfælde af dårligt vejr henvises til en "rygeplatform" under tag.