Røgkanoner mod tyve

Sikringsfejl gav tyve for let adgang til Østergaards udstilling

Tyverier 21. september 2004 06:00

STRANDBY: Sølvsmed Tonny Østergaard ærgrer sig. I weekenden fik han stjålet især kirkesølv til flere hundrede tusinde kroner og på grund af en konstruktionsfejl havde tyvene lettere adgang til sølvudstillingen, end det var meningen med sikringen. Det vil ikke kunne ske igen. Ståldøren der svigtede, er allerede repareret og der er opstillet røgkanoner, så ved et nyt indbrud vil tyvene slet ikke kunne orientere sig. Kun to gange tidligere har Tonny Østergaard oplevet forsøg på indbrud, og da har det hver gang været i hans bil, hvor han selv har ligget og sovet, sådan han ved at råbe op kunne skræmme de ubudne gæster væk. Men med sølvsmedens ny udstilling, er det kostbare sølv i Strandby blevet mere synligt og altså for fristende for nogen. En anden ærgelse er, at tyvene ikke kan få noget for det stjålne. - Hvem vil købe en stjålen dåbskande, spørger Tonny Østergaard, som har aflyst en salgsrejse til Norge på grund af weekendens begivenheder. - Vi holder vagt døgnet rundt til en ny sikring er helt på plads, slutter sølvsmeden i Strandby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...