EMNER

Røgskader for en mio. kr.

I omegnen af 300 selskabs- og brudekjoler ødelagt efter brand

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En voksende del af Lucca Brides er selskabstøj, men nu ventes der på nye forsyninger.ARKIVFOTO: KURT BERING

SINDAL:For knap tre uger siden sprang et halogen-spot i Lucca Bride i Sindal og røg ned i et udstillingsvindue, og både et podium og en kjole blev antændt. Den ulmende brand gjorde, at alt i butikken blev totalt røgskadet. - Det har fået store og omfattende konsekvenser. Røgen satte sig i det hele, og det gik ud over omkring 300 brude- og selskabskjoler, fortæller indehaveren af Lucca Bride, Anne-Lise Møller Jensen. Hun vurderer, at kjoler for en samlet værdi af omkring en mio. kr. er blevet kasseret på grund af røgskaden. Midt i kaos kan hun dog glæde sig over, at de kjoler, som allerede var bestilt til afhentning senere, har befundet sig på et lager i Vogn. Derfor er der indrettet et midlertidigt lokale, hvor de kommende brude prøver deres kjoler på første etage, efter kjolerne er blevet syet, så de passer. - Det er små ydmyge forhold, men vi gør alt for at holde på kunderne, og det er søde folk - de har forståelse for situationen, siger Anne-Lise Møller Pedersen. - Men det kunne være gået helt galt. Mine forældre bor i en lejlighed skråt ovenpå butikken, men de var heldigvis ikke hjemme, tilføjer hun. Forsikringen dækker de beskadigede kjoler, men endnu er det ikke helt klart, hvad driftsforsikringen udløser i forhold til afviste kunder - Der er jo mange bryllupper i øjeblikket, og vi har afvist omkring 20 brude, og omkring 25, der ville købe selskabskjoler, men jeg håber vi vil blive holdt skadesfri, siger butiksindehaveren. I øjeblikket er butikken ved at få en ansigtsløftning, og Anne-Lise Møller Pedersen håber, at butikken kan løfte sløret for alvor i slutningen af august, hvor der også skulle være kommet nye forsyninger af i hvert fald brudekjoler.