Aalborg

Røjkjær hjem til en ny rolle

Thomas Røjkjær og sportschef Lars Klitten glæder sig til genforeningen i Triton. Foto: Henrik Bo

Thomas Røjkjær og sportschef Lars Klitten glæder sig til genforeningen i Triton. Foto: Henrik Bo

AALBORG:- Triton er min klub - og jeg har en masse at give tilbage. Thomas Røjkjær ser frem til sit comeback i Aalborg-klubben efter syv års "eksil", hvor han har optrådt for Team Århus og Vendsyssel, og hans nuværende rolle som doublespiller på Vendsyssels ligahold bliver skiftet ud med et virke som spillende træner for Tritons 1. divisionshold. - Siden i sommer har jeg haft fuldtidsjob som lærer, og det kan i længden ikke forenes med kravene som ligaspiller. Derfor er det perfekt for mig at gå et niveau ned og samtidig afprøve mine ambitioner som træner, siger 29-årige Thomas Røjkjær. - Jeg har fået min badmintonopdragelse i Triton og spillet 17 sæsoner i klubben. Det har altid været meningen, at jeg på et tidspunkt ville vende hjem, og det gør kun glæden endnu større, at jeg skal være spillende træner, så jeg får mulighed for at påvirke truppen i den retning, som jeg tror på er den rigtige. - Jeg håber at kunne give en masse videre til de unge talenter, så vi selv kan udklække vores kommende første- og andetholdsspillere. Triton står lige nu foran nedrykningsspil i 1. division, men har så god en udgangsposition, at pladsen i den næstbedste række reelt ikke er i fare. - Vi satser på at komme i oprykningsspil i næste sæson, hvor der vil være to ekstra ligapladser på spil, fordi Ligaen udvides til 10 hold, siger Tritons sportschef Lars Klitten. - Med Thomas Røjkjær får vi nye impulser på trænerfronten, samtidig med at han styrker os som spiller. Farvel til doublespecialist Triton mister efter denne sæson sin bedste mandlige doublespiller Mads Conrad Petersen, der vil prøve lykken i en ligaklub, men regner med at beholde den øvrige trup. Thomas Røjkjær overtager posten som cheftræner fra Søren Hermansen, der på grund af sit job ikke har mulighed for at fortsætte.