Rørbæk udvider med plads til 100 biler

HJØRRING:Siden Søren Rørbæk for 16 år siden slog sig ned i Hjørring som bilforhandler, har han manifesteret sig i opadgående retning. Det begyndte med nyere brugte biler, så kom i 1992 det koreanske bilmærke Hyundai til, og for fem år siden oprettede han en afdeling, som han kaldte Rørbæk Erhverv. Det var især møntet på håndværkere, der kunne leje sig en vare- eller ladvogn for en kortere eller længere periode. Afdelingen havde udstilling ud til Ringvejen ikke langt fra A-Z, som ejede bygningen, men nu har Søren Rørbæk indrettet sig med disse varevogne på adressen Vandværksvej 9, skråt over for sin bilforretning på Vandværksvej 8. Han købte smedeforretningen på en konkurs og har de sidste måneder indrettet pladsen, der nu står klar til et åbent hus arrangement i weekenden. Her kan man se alle former for varevogne, men pladsen er så stor, at der også er plads til personbiler. Rent faktisk har Søren Rørbæk udvidet sin udstilling med 100 procent, så der på de to parceller bliver der plads til omkring 100 udstillede biler. Indtil videre beholder Søren Rørbæk udstillingshallen på Ringvejen, men om han vil opsige lejemålet eller ej, kan han ikke sige på nuværende tidspunkt. I forbindelse med erhvervsudlejningen på Vandværksvej 9 får Søren Rørbæk nu så meget plads her, at biler, der står klar til afhentning efter reparation på bilværkstedet, køres over til erhvervsafdelingen, hvor kunder kan hente bilen her. Det er ingen hemmelighed, at pladsen er meget trang omme bag bilværkstedet, men for eftertiden får kunderne ingen problemer med at hente bilen: - Jeg købte hele smedeforretningen med værkstedet, siger Søren Rørbæk. Det har været noget af en øvelse at komme af med maskiner og værktøj, men nu har vi fået ryddet op og gjort klar til indflytning, efter at vi væltede smedeværkstedet, siger Søren Rørbæk, der også har en bilforretning i Frederikshavn. I modsætning til mange andre autoforhandlere, der har to bilmærker, holder Søren Rørbæk sig kun til det ene. Det koreanske bilmærke har vist sig at falde i publikums smag, for mens han det første år solgte en snes nye biler i Hjørring-området, regner han med at komme op på 80-85 i år: - Men jeg baserer ikke min forretning på salg af nye biler, siger han. Det er et supplement til salg af nyere brugte biler. Jeg satser på de kendte mærker, så kunderne kan spare en gevinst frem for at købe en ny bil siger han, der fik sin oplæring af navnkundige Lennart Karlborg i Frederikshavn, der også havde Volvo-afdeling i Hjørring: - Jeg blev først udlært automekaniker, dernæst var jeg sælger hos Karlborg i seks år, inden jeg begyndte for mig selv, siger 42-årige Søren Rørbæk, der har 11 ansatte i sin forretning i Hjørring, mens han har seks på lønningslisten i Frederikshavn.