EMNER

Røre i andedammen

Den sidste weekend i oktober skal resterne af det gamle Kristeligt Folkeparti, nu Kristendemokraterne, forsøge at samle pjalterne efter folketingsvalget i februar,

hvor katastrofen indtraf: Partiet røg under spærregrænsen efter 30 år, hvor kampen mod fri abort og porno og kampen for de kristne værdier var kernepunkter i et midterparti med et anstrøg af protest i dets første år, hvor aborten og pornoen tændte følelserne i den offentlige debat. Efter katastrofevalget er det meste havnet i interne intriger, magtkampe og politiske friløb. Ikke uset, at ænder i den christiansborgske andedam, skønt tilhørende samme gruppe, svømmer i vidt forskellige retninger efter hver sin godbid. Det er heller ikke uset at ænderne i den samme gruppe kommer i voldsomme slagsmål. Hvis det fælles mål står uklart. Og hvis den samlende person er fraværende. I tanken melder sig i hurtig rækkefølge både de konservative og socialdemokraterne. Kampen hos de kristne har været både hård og synlig siden partiets unge veteran, Jan Sjursen forlod roret og overlod landsformandsposten til Marianne Karlsmose og dermed i realiteten efterlod en folketingsgruppe uden reel leder. En intern undersøgelse i partiet afslører det ikke helt uventede faktum: partiets fiasko bunder i både politisk splittelse mellem bevægelser til henholdsvis venstre og højre for midten og i personkonflikter, måske nærmere betegnet eksplosive kemier i folketingsgruppen, hvor der både trækkes til højre og venstre for den midte, partiet som udgangspunkt havde placeret sig på. Skal partiet overleve valgfiasko og egen uenighed er det for nemt at tro, at det klares med en ny landsformand, der kan brænde igennem i medierne, og af justering af fodslag og kemier i partitoppen. Det kræver mærkesager, der brænder sig ind i vælgernes bevidst. Mærkesager, der er så vigtige, at de berettiger et partis overlevelse og plads i Folketinget. Det er en rigtig god sandhed, at det danske folkestyre har brug for mangfoldigheden. Men lige så rigtigt er det, at tilliden til det danske folkestyre undergraves af partier, der fylder dansk politik med personligt fnidder fnadder, intriger og magtkampe. Den slags undergraver seriøsiteten og troværdigheden og bør være den blinkende advarselslampe, når et parti skal diskutere sin egen berettigelse.