Lokalpolitik

Røre om rengøringen

SF vil ikke spare mere på rengøring - byrådet tager stilling onsdag aften

Byrådet skal i aften tage stilling til en spareplan på 2,4 mio. kroner, der blandt andet rammer rengøringen. Arkivfoto

Byrådet skal i aften tage stilling til en spareplan på 2,4 mio. kroner, der blandt andet rammer rengøringen. Arkivfoto

- Uhumske toiletter, dårligt indeklima samt lærere og pædagoger, der skal bruge deres arbejdstid på rengøring frem for kontakt med børnene. Det bliver nogle af konsekvenser, hvis byrådet onsdag aften følger flertallet i økonomiudvalget. Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra SFs byrådsmedlem Thomas Krog. I aften skal byrådet tage stilling til et forslag, der betyder en total besparelse på 1,69 mio. kroner på rengøringsområdet i forhold til 2009-niveauet. Og så stor en besparelse vil Thomas Krog ikke lægge stemme til. - De vil skære rengøringen på skoler og daginstitutioner med 790.000 kroner udover de 900.000, som det allerede i budgetaftalen for 2011 blev besluttet at spare. Jeg tager klart afstand fra den yderligere forringelse af rengøringen, som i øvrigt også blev afvist i byrådets budgetforhandlinger for bare to måneder siden, tilføjer Thomas Krog. Sundhedsproblemer Konsekvenserne af besparelsen vil ifølge kommunens afdækningskatalog være "dårligere indeklima og øgede sundhedsproblemer". Thomas Krog mener, at den direkte årsag til, at sagen kommer op nu er, at Teknik- og miljøområdet for to år siden skulle have fundet en besparelse, som de hidtil har undladt at finde. - Nu prøver de så at tørre en del af den nedskæring af på rengøringen. Thomas Krog efterlyser gennemskuelige tal fra miljø- og teknikudvalgets område, og han mener, at politikerne bliver afskåret fra at tage stilling til serviceniveau og mulige nedjusteringer, når de ikke kan få klare økonomiske svar på området. - Det er en yderst ringe sagsfremstilling til sagen. Jeg siger nej på grund af besparelserne på rengøringen. Men jeg har samtidig bedt om flere oplysninger fra miljø- og teknikområdet, og så lang tid jeg ikke har tallene, kan jeg ikke som politikere vurdere, hvor man kan sænke serviceniveauet. Det kræver jo, at man ved, hvordan serviceniveauet hænger sammen med økonomien på de enkelte områder, siger han og tilføjer: - Det er ikke i orden, at det foregår på den her måde. Blomster og grøfter Miljø- og teknikområdet skal levere en samlet rammebesparelse på 2,4 mio. kroner, og der er lagt op til en besparelse på 1,46 mio. kroner på Vej og parkområdet. I et notat fra 17. december, der er vedlagt sagen efter sidste økonomiudvalgsmøde, fremgår det, at det vil være slut med blomsterudsmykning i kommunen, hvis byrådet nikker ja til spareforslaget i aften. Der er hermed lagt op til, at det kommunale drivhus lukker. Hertil kommer godt en mio. kroner sparet på henholdsvis vareindkøb samt på vedligeholdelse af vandløb, naturstier og vejgrøfter.