EMNER

Røst fra en svunden tid

Næsten som en røst fra graven tager Københavns overborgmester, den mangeårige socialdemokrat Ritt Bjerregaard, fra sin retrætepost mere eller mindre utidigt til orde og blander sig i Danmarks aktuelle politik anno 2008.

Som om samme overborgmester og udtjente socialdemokrat ikke havde brug for at ryste måtten umiddelbart ved egen dør, mener hun sig ikke for god til for åbent tæppe at gå i rette med sin partiformand. I bedste fald kan det ukollegiale udfald ligne en afledningsmanøvre, og man kan spørge, hvad den skal dække over. Selv om jeg aldrig har stemt socialdemokratisk, kan jeg som dansker ikke undgå at have stor respekt for det store og langt mere end 100 år gamle arbejderparti, hvis politik gennem generationer har gjort sig gældende som en betydelig magtfaktor i det danske samfund. Socialdemokraternes samfundsforbedrende indsats og succes har i den grad slået igennem, at da LO-formanden Thomas Nielsen i 1982 gik af, slog han i sin afskedstale fast, at ¿Vi har sejret ad Helvede til!¿ Hermed mente han, at hans generation af socialdemokrater havde præsteret så mange og store fremskridt, at det var vanskeligt at gøre det bedre. Thomas Nielsens bramfri formulering kan også tolkes i retning af, at Socialdemokraterne gennem tiderne har præsteret så fremragende resultater, at partiet har gjort sig selv overflødigt. Den socialdemokratiske politik har vist sig så nødvendig for alle danskere, at ethvert dansk parti som eksistensberettigelse og med respekt for sig selv og sit virke har optaget de socialdemokratiske tanker og idéer i sit arbejdsprogram. På den måde kan man egentlig sige, at hvert eneste respektabelt dansk politisk parti blot er en ¿filial¿ at det oprindelige danske socialdemokrati. På den måde er alle danske partier socialdemokrater. Sådanne kendsgerninger gør det ikke lettere for ledelsen af partiet Socialdemokraterne med Helle Thorning-Schmidt i spidsen at tænke nye tanker for partiet og dets opgaver og funktion ud i fremtiden. Alene den smukke formands fremtoning signalerer en stilændring; hvem kan forestille sig Helle Thorning-Schmidt i gummistøvler og kedeldragt. Formodentlig er stadig de fleste socialdemokrater at finde blandt de jævne arbejdsfolk, men gennemsnits socialdemokraten nøjes ikke med at bo i etagebolig med en kolonihave som sommerbolig; nej, han/hun bor sikkert i eget hus og har fritidshus og mindst én bil. En socialdemokratisk politik, der passer ind i billedet af moderne socialdemokrater, synes ikke at være så ligetil at konstruere. Selv om rigtig mange ¿ også socialdemokrater ¿ går på aftenskole om vinteren, synes det i hvert fald tvivlsomt, om Ritt Bjerregaards ¿Den Røde Skole¿ skulle kunne virke til fornyelse af det tidligere så dominerende arbejderparti. Alene farven skræmmer. Rød rimer på død. I fordums dage, da kommunister, socialdemokrater og andre bevægelser med socialistiske tilbøjeligheder fylkedes under de røde kampfaner, udgjorde de i fællesskab en betydelig magtfaktor på arbejdspladserne, i fagforeningerne og blandt vælgerne. Meget har i tidens løb forandret sig. Men på trods af Thomas Nielsens afstedssalut ¿ at der tilsyneladende ikke er mere at kæmpe for, må det være Helle Thorning-Schmidts allerfornemste opgave at gøre denne indstilling til skamme. Send de røde faner på museum og kæmp ud fra H. V. Kaalunds ord: Kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro; thi evig stilstand er død.