Røvede næsten 300.000

KØBENHAVN: Den 9. september truede en røver personalet i Danske Bank på Strandboulevarden i København til at udlevere 251.000 kroner. Bare 11 dage senere røvede den samme mand 40.000 kroner fra Nordea på Østerbrogade. Fredag blev den 29-årige Tonny Levinson idømt et år og otte måneders fængsel for de to røverier. Straffen skal lægges oven i de fire og et halvt års fængsel han blev idømt for tre postrøverier knap tre uger før, han blev sigtet for de to sidste røverier. Dermed kommer den samlede straf op på seks år og to måneders fængsel. Ved begge bankrøverier fik Tonny Levinson hjælp af en jævnaldrende kammerat, der stod klar i en sidegade, hvor han modtog udbyttet og bragte det af vejen. Men ifølge både kammeraten og Levinson vidste kammeraten ikke, at plastikposen, han fik udleveret, indeholdt udbyttet fra et røveri. Retten troede på mændenes forklaring om, at kammeraten ikke vidste, hvad der skulle ske i forbindelse med det første røveri, men ikke i forbindelse med det andet. - Meget kort tid efter det første røveri, beder han dig hjælpe igen. Du er igen klar over, at der er noget uldent ved det, og det er samme manøvre som første gang. Derfor burde du have sagt nej, sagde dommer Charlotte Elmquist i sin begrundelse, da retten idømte ham ti måneders fængsel. Begge de dømte modtog dommen. /ritzau/