Røver: Jeg har brændt pengene

Røveri mod købmand i Flade på Mors. Røveren anholdt få hundrede meter fra gerningsstedet.

En 23-årig mand har erkendt, at det var ham, som mandag eftermiddag røvede et mindre beløb i en købmandsforretning i Flade på Mors. Men angiveligt er udbyttet gået op i røg. Ifølge manden selv nåede han nemlig inden anholdelsen at putte både pengene og det tøj, han havde haft på, i fyret i en ejendom lige uden for Flade. Den 23-årige havde truet sig til pengene med en kniv, hvorefter han forsvandt fra købmandsforretningen i løb. En hundepatrulje fulgte sporet de få hundrede meter hen til det sted, hvor den 23-årige blev anholdt. Manden er tidligere straffet. Han er tilmeldt en adresse i Sdr. Omme, oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi - som dog ikke kan sige, om den 23-årige var på udgang fra statsfængslet i Sdr. Omme. Der foreligger heller ikke noget om, hvilken tilknytning han har til Flade. Den 23-årige vil i dag, tirsdag, blive fremstillet i et grundlovsforhør.