Røver løb 20 km

HOLSTEBRO:Tre mænd blev onsdag varetægtsfængslet i tre uger ved et grundlovsforhør i retten i Struer efter et mislykket røveri mod Hvidbjerg Bank. Mændene fik 150.000 kroner ud af forbrydelsen tirsdag, men de blev hurtigt indfanget under en bemærkelsesværdig politijagt. En af røverne var efter røveriet stukket af ud over Thyholms bløde marker. Men et vidne havde set manden og alarmeret politiet, der dirigerede en hundepatrulje til stedet for at snuse manden op. Han var imidlertid stærkt motiveret for en solid præstation som flugtforbryder. Som kriminalinspektør John Steffensen fra Holstebro Politi udtrykker det: "Man kan løbe langt med 150.000 under armen." Faktisk varede røverens flugt og hundepatruljens jagt sig over en time og et kvarter. Den strakte sig ifølge kriminalinspektøren over 20 kilometer. Hans medgerningsmand var blevet pågrebet nær det sted, hvor røverne efterlod flugtbilen, mens den tredje blev pågrebet onsdag på baggrund af efterforskningen. /ritzau/